Kommune hæver skatteprocenten med én
- En af grundene til vores tilfredshed er, at de forventede skatteindtægter for næste år er 25 millioner kroner højere – og den information fik vi først i går.
Sådan lød det i sidste uge fra Stine Egede (IA), der sidder i Økonomi- og Erhvervsudvalget, efter onsdagens budgetforhandlinger.
Her kom det nemlig frem, at Kommune Kujalleq næste år forventer indtægter på 31 millioner kroner mere end det, man havde budgetteret med. Det betyder at næste års skattestigning ikke bliver ligeså høj, som man havde drøftet tidligere.
Kommunalbestyrelsen havde før budgetforhandlingerne drøftet en stigning i skatten på to procent.
- Vi kan nøjes med at hæve skatteprocenten med én, og dermed undgår vi også de værste besparelser, som ellers ville have ramt borgerne hårdt, sagde borgmester Malene Vahl Rasmussen (D) til KNR efter forhandlingerne.
Økonomien er stærkt presset
Økonomi har været et ømt punkt for Kommune Kujalleq.
I 2024 førte flere bogføringsfejl til et overforbrug i kommunen på otte millioner kroner i forhold til budgettet. Samme år blev økonomiudvalget opmærksomme på, at der ikke var blevet betalt A-skat til Selvstyret i tre måneder og dermed manglede at betale 40 millioner kroner i skat.
En skattegæld som kommunen har tilbagebetalt ved at optage et fastforrentet lån på 75 millioner kroner og en kassekredit på 25 millioner kroner, lyder det fra Kommune Kujalleq i en mail til KNR.
I år afslørede det danske medie TV2 desuden, at kommunen havde et underskud på næsten 70 millioner kroner.
Og sidste måned lød der dystre meldinger fra kommunen, der skulle spare 47 millioner kroner.
- Det er et tal, der gør ondt at sige højt. Ikke fordi det blot handler om tal, men fordi hver krone repræsenterer en service, et menneske, en indsats, som risikerer at blive reduceret, udtalte Malene Vahl Rasmussen på Linkedin dengang.
- Det er godt, at vi er nået hertil – sådan så det ellers ikke ud i sidste uge, sagde Malene Vahl Rasmussen til KNR efter budgetforhandlingerne.
De positive udmeldinger skyldes ifølge borgmesteren blandt andet, at kommunen forventer, at få grønt lys fra naalakkersuisut om en bedre afdragsplan på de lån, som kommunen har optaget for at kunne tilbagebetale deres skattegæld til Selvstyret.
Et nødvendigt overskud
- Økonomien er fortsat stærkt presset, skriver kommunen i et skriftligt svar.
- Kommunen har i forbindelse med aftalen med Selvstyret omkring lån, som blev hjemtaget i foråret 2025, forpligtiget sig til at tilbagebetale dette lån over en årrække, samtidigt med at kommunen arbejder på at nå kravene omkring et likviditetsberedskab, skriver de.
Udover at skulle tilbagebetale lånet og få opbygget et likviditetsberedskab (en form for opsparing, red.), skal kommunen også formå at få vendt det underskud på over 70 millioner kroner, som kommunen gik ud af 2024 med, "inden for en meget kort årrække", uddyber de i mailen.
- For at kunne opnå vores mål, har vi lavet et budget med et overskud på 31 millioner kroner, som følge af stigende skatteindtægter, herunder en nødvendig skattestigning på 1 procent for at økonomien kan hænge sammen.