Naalakkersuisut trækker upopulært spareforslag tilbage
Borgere i Ittoqqortoormiit, Qaanaaq og Qasigiannguit mister alligevel ikke deres læge.
Det omdiskuterede forslaget om at fjerne lægerne fra sundhedscentrene i de tre byer er trukket tilbage, fortæller naalakkersuisoq for sundhed, Martha Lund Olsen (S).
- Tiden er ikke inde til det. Vi går ikke ind og laver noget i år. Vi lægger det på is og finder besparelserne på andre områder, siger Martha Lund Olsen og fortsætter:
- Selve besparelsen er ikke særlig stor. Der er så meget modstand imod den, at jeg trækker det tilbage. Det har ikke den store økonomiske betydning, siger hun.
Læs også Naalakkersuisut har fundet millionbesparelser
A: Besparelserne kan koste lov
Forslaget var en del af det besparelsesudkast som Naalakkersuisut har fremlagt for at spare 50 millioner kroner om året på de offentlige budgetter de næste 4 år.
Forslaget er blevet mødt med stor kritik i flere lejre.
Læs også Heftig kritik af planer om at nedgradere sundhedscentre
Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Asii Chemnitz Narup (IA) kaldte forslaget uansvarligt. Tidligere Ittoqqortoormiit-borgmester og kommunalbestyrelsesmedlem i Sermersooq, Erling Madsen (A) kaldte det en dødsdom for byen.
Bestyrelsesmedlem i Qaasuitsup Kommunia Masaana Peary (A) frygter, at besparelserne kan koste liv.
Forslag stammer fra IA-tid
Martha Lund Olsen siger samtidig, at det nu skrinlagte forslag skulle have virkning fra 2017, og at det i forvejen er meget svært at finde læger til stillingerne i de tre byer.
Iøvrigt påpeger hun, at forslaget stammer fra 2010, hvor naalakkeruisoq for sundhed var IA's Agathe Fontain. Fontain afviser dog, at hun nogensinde har gået ind for forslaget.
Læs også IA bekymret for besparelser på sundhed og uddannelse
I denne omgang har IA ihvertfald været imod forslaget fra begyndelsen. Politisk ordfører i partiet, Naaja Nathanielsen glæder sig over at forslaget er fortid.
- Det kommer ikke bag på mig, og jeg er utrolig glad for, at man tager den beslutning nu, siger hun.
Martha Lund Olsen vil i stedet finde pengene ved at overføre ubenyttede midler fra sidste års sundhedsbudget. Hun vil nu undersøge, hvor hun kan finde yderligere besparelser til finanslovene for 2016 til 2018.