Naalakkersuisut til grønlandske elever: Bliv i Danmark

Tag hjem til din værtsfamilie i Danmark eller bliv på efterskolen. Sådan lyder rådet til grønlandske elever på danske efterskoler og gymnasier.
Flere hundrede børn og unge rejser hvert år på efterskole eller til en ungdomsuddannelse i Danmark. De bliver nu rådet til at blive i landet, selv om skolerne holder lukket i foreløbig to uger. Billedet her stammer fra en af de camps, som bliver holdt hvert år for grønlandske efterskoleelever i Danmark. Foto © : PR foto
12. marts 2020 11:47

Grønlandske elever på danske efterskoler, gymnasier og andre ungdomsuddannelser skal ikke rejse til Grønland, men blive i Danmark, selv om deres skole holder lukket de kommende uger.

Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Corona-lukning: Alle aftaler i De Grønlandske Huse er aflyst

I stedet skal de grønlandske børn og unge under 18 år rejse til deres kontakt- eller værtsfamilier eller andre pårørende i Danmark. Og er det ikke en mulighed, kan de blive på efterskolen - efter aftale med skolen.

Ifølge Efterskoleforeningen i Danmark holder langt de fleste efterskoler åben med et fåtal af lærere for de elever, som ikke har mulighed for at tage andre steder hen.

- For de elever, som må blive på skolerne, er der en opgave for skolerne i at sikre trygge og gode forhold (...). Skolerne arbejder derfor på at finde lokale løsninger for alle berørte, oplyser Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke.

LÆS OGSÅ Forsøg på corona-bremse: Skoler og arbejdspladser lukker ned i Danmark

Mellem 200 og 350 grønlandske børn og unge tager hvert år på ophold på en efterskole eller en ungdomsuddannelse i Danmark. 

Hvis man har spørgsmål til situationen for grønlandske elever og studerende i Danmark, kan man kontakte uddannelsesafdelingerne på De Grønlandske Huse i Danmark på mail eller telefon.

Onsdag meddelte statsminister Mette Frederiksen, at samtlige skoler og uddannelsessteder i Danmark lukker i foreløbig to uger. Det sker for at dæmme op for spredningen af corona-virus.