Naalakkersuisut stopper behandling med tandbøjle i Nuuk

Fremover er der ikke længere mulighed for at få bøjle på tænderne. Naalakkersuisut har suspenderet ordningen.
I juli sidste år lagde Naalakkersuisut op til, at færre børn ville få mulighed for at få bøjle på tænderne.
Skrevet af Anders Dall
22. maj 2020 11:58

Børn og unge i Nuuk kan fremover ikke længere få bøjle på tænderne, hvis deres tænder er skæve.

Fremtidig behandling med tandbøjle er nemlig suspenderet. Alle, der er i behandling, vil dog blive færdigbehandlet.

Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelse.

- Jeg ville naturligvis ønske, at vi her og nu havde pengene og specialtandlæger nok til at tilbyde behandling med tandbøjler overalt i Grønland. Men på grund af mange andre vigtige opgaver i sundhedsvæsenet har vi politikere ikke kunnet finde pengene til landsdækkende bøjlebehandling på finansloven for 2020, siger Martha Abelsen (S), der er naalakkersuisoq for Sundhed.

Ifølge hende vil det koste omkring 20 millioner kroner årligt at tilbyde "et ensartet fagligt forsvarligt tandreguleringstilbud i hele Grønland." 

I juli sidste år lagde Naalakkersuisut allerede op til, at færre børn ville få mulighed for at få bøjle på tænderne. På daværende tidspunkt blev tilbuddet om tandbøjlen begrænset til kun at gælde børn, der havde gener af deres dårlige tandstilling. 

- Børn, der har behov for behandling for at få et ordentligt tandsæt, er altså ikke dem, det vil gå ud over, sagde Martha Abelsen i juli sidste år til KNR. 

LÆS OGSÅ Færre børn kan i fremtiden få bøjle på tænderne

Men nu bliver ordningen helt sløjfet, og den bliver udfaset over tre år.

I den periode vil patienter, der står på den nuværende venteliste, også blive behandlet. For ikke at blive overbebyrdet ved telefonerne beder klinikken i den forbindelse forældrene om at vente på indkaldelsen. 

Har kun været et tilbud i Nuuk

Tandretning med bøjler har aldrig været et landsdækkende tilbud. Det har udelukkende været et tilbud til børn og unge i Nuuk, hvor man har haft en specialtandlæge i ortodonti.

Ifølge pressemeddelelsen er tandretning med bøjle ifølge specialister på området ikke fagligt forsvarligt med mindre en specialtandlæge kan følge patienterne i hele behandlingsforløbet.

Uden den kontrol fra en specialist hver sjette uge kan patienter i værste fald miste rødder på tænder og få ødelagt deres  tyggefunktion. Den mulighed for opfølgning har Landstandplejen aldrig haft på kysten og i Østgrønland. 

- Der har efter min mening hidtil været tale om en urimelig forskelsbehandling af befolkningen. Så når vi - forhåbentlig indenfor overskuelig tid - igen får råd til at tilbyde bøjlebehandling, så skal tilbuddet gælde alle grønlandske børn og unge med behov for tandretning, siger Martha Abelsen.