Naalakkersuisut: Sandsynlighed for corona-virus i Grønland er lille

IA vil sikre, at corona-virus ikke kommer ind i landet. Ingen brug for særlige forholdsregler, mener naalakkersuisut.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det for tidligt at klassificere udbruddet af coronavirus som en international sundhedskrise. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
27. januar 2020 11:53

Myndighederne skal sørge for, at corona-virus fra Kina ikke kommer ind i Grønland. 

Sådan lyder opfordringen fra Mimi Karlsen fra IA. 

Især kinesiske medarbejdere på Royal Greenlands fabrikker, der kommer tilbage til Grønland fra ferie i Kina, skal myndighederne være opmærksomme på, mener Mimi Karlsen.

LÆS OGSÅ Dødstallet stiger til 80 personer i det virusplagede Kina

- Da folk rejser mellem Grønland og Kina må vi tage vores forholdsregler. Blandt andet med hensyn til folk, som kommer her til landet for at arbejde, skriver Mimi Karlsen i en henvendelse til naalakkersuisut. 

 

  • Symptomerne på smitte er feber, tør hoste, i nogle tilfælde besværet vejrtrækning og tegn på lungebetændelse.
  • De personer, der er blevet værst påvirket af smitten, har hidtil været ældre og folk med dårligt helbred.
  • Der er ingen vaccine mod det nye virus. Flere forskningshold arbejder på at udvikle en vaccine. Forskere håber at kunne teste den første mulige vaccine om cirka tre måneder.
  • Foruden Kina er der konstateret smittede personer i Australien, Frankrig, Japan, Malaysia, Nepal, Canada, Singapore, Sydkorea, Taiwan, USA, Thailand, Cambodja og Vietnam.
  • Flere lande har indført ekstra kontrol af rejsende for at inddæmme smitten.
  • Den kinesiske by Wuhan og flere andre byer i Hubei-provinsen er stort set blevet lukket ned. Over 50 millioner indbyggere er påvirket af restriktionerne

- I Maniitsoq henter Royal Greenland arbejdskraft fra Kina. Når staben skal udskiftes, må Royal Greenland melde ud, hvornår udskiftningen sker, og da der umiddelbart er smittefare, må Royal Greenland midlertidigt indstille indhentning af arbejdskraft fra Kina, siger Mimi Karlsen. 

Virus fra vilde dyr

Ifølge naalakkersuisut er der dog ikke brug for særlige forholdsregler mod corona-virus i Grønland. 

- Sandsynligheden for at der vil optræde rejserelaterede tilfælde i Grønland, vurderes at være lav, og risikoen for smittespredning i Grønland anses for meget lav. På denne tid af året kommer der meget få turister og arbejdskraft til landet fra de berørte områder, lyder svaret fra Departementet for Sundhed.

Alligevel følger de grønlandske sundhedsmyndigheder corona-virusets udvikling nøje, og man er i tæt kontakt med andre myndigheder både i og udenfor Grønland. Der er nødvendigt udstyr til at sikre sundhedspersonale i tilfælde af, at der skulle dukke smittede op her i landet.

LÆS OGSÅ USA finder første tilfælde af coronavirus hos amerikaner

Og skulle den internationale situation ændre sig, vil det grønlandske beredskab straks blive tilpasset dette, lyder svaret fra Departementet for Sundhed. 

Der er mistanke om, at det nye coronavirus kommer fra vilde dyr, der er blevet solgt på et marked i Kina.

Et virus har spredt sig fra den centrale del af Kina til en række andre lande, og det har kostet mindst 80 mennesker livet.

Virusset har ifølge kinesiske myndigheder hidtil smittet over 2700 personer.  

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det for tidligt at klassificere udbruddet af coronavirus som en international sundhedskrise.