USA finder første tilfælde af coronavirus hos amerikaner

Coronavirusset har indtil tirsdag kun været konstateret i Kina og et par andre asiatiske lande. Nu er det i USA.
Den smittede person er en mand i 30'erne og har det efter omstændighederne godt. Han er indlagt på et hospital uden for Seattle, skriver AP. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. januar 2020 08:44

USA har konstateret det første tilfælde af coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er sket i byen Seattle, hvor en amerikansk mand er blevet diagnosticeret med virusset, efter at han er vendt hjem fra en rejse til Kina.

Den smittede person ankom til USA i midten af sidste uge efter en rejse i området omkring storbyen Wuhan, hvor virus-udbruddet indtil forleden var koncentreret.

LÆS OGSÅ Mystisk virus spreder sig for første gang til nye byer i Kina

Manden er i 30'erne og har det efter omstændighederne godt. Han er indlagt på et hospital uden for Seattle, skriver AP.

Virusset har indtil videre kostet ni mennesker livet, og minumum 430 menes at være smittet, har de kinesiske myndigheder oplyst.

Det nye coronavirus har fået stor opmærksomhed, fordi virusset minder om virusset sars, som i 2002 og 2003 kostede næsten 650 mennesker livet primært i Kina.

LÆS OGSÅ WHO frygter coronavirus bliver spredt til andre dele af Kina

Tidligere tirsdag meddelte verdenssundhedsorganisationen, WHO, at virusset formentlig ville sprede sig til andre dele af Kina - og andre lande - i de kommende dage.