Mystisk virus spreder sig for første gang til nye byer i Kina

I Wuhan er yderligere 136 personer bekræftet syge af sars-lignende virus. Beijing melder om første tilfælde.
I Wuhan, der har 11 millioner indbyggere, bliver cirka 170 personer fortsat behandlet på hospitaler, hvor ni af patienterne er i kritisk tilstand. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. januar 2020 11:08

Hundredvis af kinesere er ramt af en ny sars-lignende virus, der indtil videre har kostet tre mennesker livet.

I alt er 201 mennesker smittet i Kina, hvoraf langt de fleste er smittet i den kinesiske by Wuhan.

Det er uvist, hvor virussen stammer fra, men den menes at komme fra et fiskemarked i Wuhan.

Desuden er der konstateret tre tilfælde af virussen i udlandet. To i Thailand og et i Japan. I begge lande har myndighederne udtalt, at det drejer sig om besøgende fra Wuhan.

I Wuhan, der har 11 millioner indbyggere, bliver cirka 170 personer fortsat behandlet på hospitaler, hvor ni af patienterne er i kritisk tilstand.

25 personer, som har været indlagt, er blevet kureret, oplyser byens sundhedskommission.

Den nye virus er en corona-virus og menes at være i familie med virussen sars, der kostede næsten 650 mennesker livet i Kina og Hongkong mellem 2002 og 2003.

Der er ifølge de kinesiske myndigheder indtil videre ikke fundet tegn på, at virusset smitter mennesker imellem. Men det kan ikke afvises.

Nogle eksperter siger, at den nye virus nok ikke er lige så farligt som sars, men kendskabet til den er fortsat begrænset, og der findes ikke en vaccine mod den.