Naalakkersuisut: Ingen grund til at stramme EU's sælforordning

Selvstyret har nu sammen med den danske regering, herunder Udenrigsministeriet, set nærmere på EU-kommissionens forslag til en ændring af sælforordningen, der vil betyde en væsentlig stramning af den nuværende Inuit-undtagelse, som giver oprindelige folk mulighed for at handle med sælskindsprodukter.
Foto © : Mikkel van Overeem/KNR
Skrevet af Laura Aggernæs
05. marts 2015 06:47

Naalakkersuisut har på den baggrund sendt sine kommentarer og forslag til ændringer. Men de vil ikke uddybe hvilke kommentarer og forslag, der er tale om, da der er forhandlinger i gang.

Det skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

I meddelelelsen understreger de dog, at Naalakkersuisut ikke ser nogen grund til hverken stramning eller yderligere forbud.

- Sæler og sælfangst er en meget vigtig del af vores dagligdag og kultur, derfor kan Naalakkersuisut ikke acceptere stramninger og yderligere forbud, udtaler Naalakkersuisoq Karl-Kristian Kruse i meddelelsen.

LÆS OGSÅ Chemnitz Larsen: Har Naalakkersuisut overset EU's sælstramning?

LÆS OGSÅ Doris Jakobsen: Sæleksport igen truet af EU

I meddelelsen fremhæver Selvstyret desuden , at Danmark har meddelt, at de står 100 procent bag Grønland i sagen.

EU Kommissionens forslag skal afgøres senest d. 18. oktober i år i EU.