Naalakkersuisut hylder håndbold-kvinderne for andenplads

Múte B. Egede takkede håndboldkvinderne for deres præstation til de nordamerikanske- og caribiske mesterskaber.
Skrevet af Malik Brøns
06. september 2021 14:10

Kvindelandsholdet i håndbold er tilbage i Grønland efter en spændende turnering i USA.

De kom hjem med sølvmedaljer om halsen og en pokal i bagagen efter andenpladsen til de nordamerikanske- og caribiske mesterskaber, som foregik i Chicago.

Holdet spillede i finalen mod Puerto Rico, som desværre vandt over Grønland. Kampen endte 24-34.

Det var ikke kun guldet, som Grønland spillede om. Finalesejren sikrer nemlig også en billet til VM - og den gik altså til Puerto Rico.

LÆS OGSÅ Håndbold-kvinder er én sejr fra at sikre sig VM-billet

På trods af skuffelsen var det en præstation, som holdet kan være stolt af. Det er nemlig første gang, at de grønlandske håndbold-kvinder er nået så langt i turneringen, og derfor inviterede Naalakkersuisut håndboldholdet til en lille sammenkomst i Hans Egedes Hus i Nuuk i går.

 

Foto © : Malik Brøns / KNR

 

Her takkede og lykønskede formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), kvinderne. 

- Til alle spillere, også jer der ikke kunne være til stede i dag, trænere og alle jer, der står bag holdet: Tillykke. I har samlet os som folk og gjort os stolte. Næste gang så kvalificerer vi os til VM, sagde Múte B. Egede.

Grønland var suveræne ved turneringen. Kvinderne gik ubesejrede gennem turneringen med sejre over Mexico, USA og Puerto Rico i semifinalen.

Netop Puerto Rico var også modstanderen i finalen. Også selv om Grønland vandt over dem med 26-23 i semifinalen. Puerto Rico havde nemlig sammen med Grønland allerede sikret sig finalepladsen inden kampen.

Men i finalen var det altså Puerto Rico, der var bedst.