Naalakkersuisut forventer grønt lys for gratis udledning

Grønland og Danmark er tæt på at være enige om en klimaaftale, der sikrer, at industrialiseringen herhjemme ikke hæmmes af skrappe klimakrav i fremtiden. En klimaaftale, som Jens. B Frederiksen vurderer, kan få stor betydning for Grønlands fremtidige muligheder for vækst.
Skrevet af Mads Ullerup
29. februar 2012 12:29

Vi fangede Jens B. Frederiksen kort efter hjemkomsten fra forhandlinger med den danske klima- og energiminister, Martin Lidegaard.

- Jeg er ret sikker på, at aftalen nok skal komme i hus. I hvert fald er både klimaministeren og jeg enige om, at det er den vej, vi skal gå, siger den politisk ansvarlige, Jens B. Frederiksen.

Et af de vigtigste punkter i den kommende aftale bliver, at Grønland får en såkaldt territorial undtagelse.

Undtagelsen betyder ifølge Naalakkersuisut, at Grønland ikke skal reducere i CO2-kvoterne for landets nye industrier inden for råstofområdet.

- Det der er det væsentlige, det er at vi nu får mulighed for at udvikle den industri, som vi gerne vil. Vi får mulighed for at udnytte vores råstoffer uden at selskaberne skal være nervøse for at få en stor regning, når de efterforsker i Grønland, uddyber Jens B. Frederiksen.

Han forventer, at den nye klimaaftale vil blive endeligt godkendt til sommer.

De seneste måneders offentlige uenighed om, hvad Grønland har fået - eller ikke fået - af løfter om kommende råstof-projekters ret til gratis CO2-udledning, ser derfor snart ud til at få en ende.