Naalakkersuisut: Center skal beskytte Grønland mod cyberangreb
Det skriver Sermitsiaq.AG.
- Det er Naalakkersuisuts vurdering, at en tilslutning til Center for Cybersikkerheds netsikkerhedstjeneste er den bedste beskyttelse for Grønland på nuværende tidspunkt, oplyser Naalakkersuisut i et forslag ifølge netmediet.
LÆS OGSÅ Grønland er truet af internetspionage
For knap et år siden - i februar 2019 - oplyste konstitueret chef for digitaliseringsstyrelsen, Tony Ditlevsdal, ellers til Sermitsiaq.AG, at Grønland ikke skulle være omfattet af en lov, som Center for Cybersikkerhed i Danmark arbejder under.
Grønland skulle ikke være underlagt danske restriktioner, men i stedet samarbejde om cybersikkerhed hed begrundelsen. Men det har nu ændret sig.
LÆS OGSÅ Selvstyret opruster mod spionage: Arbejder på aflytningssikkert rum
I Forsvarets Efterretningstjenestes rapport ”Efterretningsmæssig Risikovurdering 2019” er Arktis nu øverst på listen over risici for angreb, særligt på grund af USA, Kina og Ruslands interesse i området.
I 2015 blev Naalakkersuisuts it-administration lammet af et cyberangreb, som tog op til to uger at få genoprettet.
Forsvarets Efterretningstjeneste har dog ikke fundet, at nogen af stormagterne har forsøgt sig med påvirkningskampagner i Danmark endnu.
LÆS OGSÅ Detektor: Carla Sands advarer mod kinesisk spionage, men vil ikke udtale sig om USA's egen spionage