Naalakkersuisut afværger mistillidsdagsorden

Inatsisartuts sidste punkt på dagsordenen i går - Godkendelse af Landskassens regnskaber for sidste år udviklede sig dramatisk.
10. november 2011 06:39

Det skete, da Siumut efter en skarp kritik af regnskaberne fremsatte en mistillidsdagsorden over Naalakkersuisut. Men dagsorden, der dog blev imødegået af en såkaldt afværgedagsorden.

Siumuts kritik gik på, at regnskaberne ikke var klar til forårssamlingen, men navnlig fordi dårlig budgettering og mangelfuld økonomisk styring har forårsaget store regnskabsmæssige forskydninger. I stedet for et forventet underskud på 268 millioner kroner, kom Landskassen ud med et overskud på to millioner kroner. Altså 270 millioner bedre end antaget i budgettet.

Samtidig afviste Siumut, at kalde årsresultatet for et godt resultat.

- Naalakkersuisut har siden 2009 stoppet udviklingen i mange bygder og byer. Landsstyrekoalitionen har kun fokuseret på pengene i stedet for at sætte borgernes behov i centrum.

Blandt andet hæftede Siumut sig ved et mindre forbrug af administrationsomkostninger på 21 millioner kroner, at Familiedirektoratet sidste år brugte 20 millioner kroner mindre, og at udbetalingerne til førtidspensioner er 17 millioner kroner mindre end budgetteret.

Og så understregede Siumut i et ordførerindlæg, at Naalakkersuisut ved sin tiltræden lovede at udarbejde retvisende og solide budgetter. Naalakkersuisut gik endda så vidt, at ansøgninger til Finansudvalget om tillægsbevillinger skulle gøres til en undtagelse. Det var flotte målsætningerm, der i dag viser sig at være blot tomme løfter.

Men som sagt så lykkedes det heller ikke denne gang Siumut - og det er tredje gang siden sidste valg - at slippe af sted med en mistillidsdagsorden og sætte Naalakkersuisut fra bestillingen.