Naalakkersuisut ønsker udredning om spiralkampagnen: Vil have møde med Danmark

Spiralkampagnen skaber politiske bølger i Grønland. Naalakkersuisoq vil mødes med den danske sundhedsminister.
Mimi Karlsen er naalakkersuisoq for børn, unge og familie. Hun vil mødes med sin danske kollega og bede om en udredning om spiralkampagnen. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
16. maj 2022 10:34

Naaja Nathanielsen (IA), der er naalakkersuisoq for ligestilling, har meldt ud. 

Hans Enoksen, der er formand for Naleraq, har gjort det samme. 

Og de to grønlandske folketingsmedlemmer har også meldt klart ud: Hændelserne forud for Spiralkampagnen skal undersøges. 

Spiralkampagnen
 
  • I den nye DR-podcast ”Spiralkampagnen” bliver dokumenter gravet frem, som viser, at spiralerne udgjorde danske myndigheders strategi for at nedbringe befolkningsvæksten i Grønland.
  • Tusindvis af piger fik påsat spiral fra 1966 til 1975.
  • Fra 1966 til 1970 blev der opsat 4500 spiraler.
  • På daværende tidspunkt var der 9000 fertile kvinder i Grønland.
  • Flere af pigerne oplevede spiralpåsætningen som et overgreb, og at det var påtvunget. Det fik store konsekvenser for pigerne både psykisk og fysisk. Flere af pigerne fortæller om smerter og traumatiserende oplægninger.
  • Der var ikke lovhjemmel til at påsætte spiraler på mindreårige piger uden forældrenes samtykke, da strategien startede. Derfor blev lovgivningen ændret til, at læger kunne vejlede piger under 18 år i prævention uden forældresamtykke. Det blev af flere læger tolket som, at pigerne kunne få påsat spiral uden forældresamtykke. 
  • "Spiralkampagnen" bliver sendt på P1 fra den 8. maj.

    Kilde: DR-podcast "Spiralkampagnen"

Og nu melder det samlede Naalakkersuisut sig i koret: Der skal laves en udredning. Mimi Karlsen (IA), er naalakkersuisoq for børn, unge og familie og siger i en pressemeddelelse:

- Naalakkersuisut bakker op om en udredning, så vi kan få alle aspekter af sagen fremlagt. I den anledning har jeg i sinde at kontakte den danske sundhedsminister Magnus Heunicke med henblik på at holde et møde inden for den nærmeste tid, så vi kan få aftalt de fremadrettede tiltag.

- Sundhedsvæsnet blev hjemtaget 1. januar 1992 og har indtil da været dansk ansvarsområde. Det er derfor sparsomt, hvad vi ved om den såkaldte spiralkampagne.

Hvad en udredning præcist skal indeholde – og hvem, der skal lave den, siger Mimi Karlsen ikke noget om. 

KNR forsøger at få et interview med hende. Vi prøver også at få en kommentar fra den danske sundhedsminister Magnus Heunicke.

4500 spiraler blev sat op

Det er DR, der er i en fem afsnit lang podcast fortæller, hvordan tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik opsat spiral fra 1966 til midten af 1970’erne.

Fra 1966 til 1970 blev der opsat 4500 spiraler. På daværende tidspunkt var der 9000 fertile kvinder i Grønland.

LÆS OGSÅ Politikere om spiralkampagnen: Rystende, grusomt og skrækkeligt

Officielt var formålet at nedbringe befolkningsvæksten i Grønland. De danske myndigheder var nemlig bekymrede for, at der blev født for mange børn udenfor ægteskabet og af kvinder under 20 år.

Samtidig udfordrede befolkningsvæksten moderniseringen af Grønland, som dermed blev dyrere for den danske stat end først antaget.

 

Foto © : KNR

 

Naja Lyberth var den første i Grønland til at fortælle offentligt om, hvordan spiralen har været en traumatiserende oplevelse for hende.

- Det var så smertefuldt, for jeg havde aldrig været i seng med nogen. Det var der, min mødom blev taget. Staten "stjal" min mødom imod min vilje. Det føltes som om, at der var knive inden i mig, da spiralen blev sat op, og det fulgte mig i årene efter. Hver gang jeg havde menstruation, havde jeg lignende smerter, siger Naja Lyberth, der var 14 år, da hun fik spiral.

Ring til Tusaannga

Ifølge loven arbejder det grønlandske sundhedsvæsen ud fra, at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Ingen behandling må derfor indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Ifølge Naalakkersuisut kan du ringe til Tusaannga, hvis du har været en del af spiralkampagnen.

Du har du mulighed for at kontakte Tusaannga på telefonnummer 80 11 80 eller sms: 18 99 fra søndag til torsdag 9:00 - 00:00 og fredag - lørdag 09:00 - 04:00.

Samtalen er en anonym personlig samtale mellem dig og en rådgiver.