Naalakkersuisoq revser ny KNAPK-formand: Forventer at du får læst op på Fiskerikommissionen

KNAPK har fået ny formand, og han vil gå stik imod Fiskerikommissionens anbefaling om færre fiskere nær kysten.
Aqqaluaq B. Egede mener, at det er uklart, hvad KNAPK´s nye formand mener med sine udmelding om hårdere linje i forhold til fiskerikommissionens anbefalinger. Foto © : Malik Brøns // KNR
08. oktober 2021 09:16

Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst lykønsker den nye formand for KNAPK.  

Det er Nikkulaat Jeremiassen, der i weekenden blev valgt til ny formand i den magtfulde fisker- og fangerorganisation.

- Først vil jeg på vegne af Naalakkersuisut lykønske den nye formand, og samtidig vil jeg takke for den forhenværende formand for det gode samarbejde, siger naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede (IA).

Nikkulaat Jeremiassen er medlem af Inatsisartut for Siumut - og valget af ham som ny formand er et skifte i organisationen. Han afløser Henrik Sandgreen, der var formand i otte år, og Nikkulaat Jeremiassen fik en overvældende sejr: Han fik 16 af de i alt 25 stemmer til formandsvalget, og Henrik Sandgreen fik blot 6 stemmer.

Anbefaler ikke bæredygtigt fiskeri

Formandsvalget sker efter en begivenhedsrig tid i fiskeriet, hvor Fiskerikommissionen har afleveret dets betænkning til Naalakkersuisut efter mere end to års arbejde.

Betænkningen indeholder en række anbefalinger til en ny fiskerilov. Den skal være med til at modernisere fiskeriet og skabe et bæredygtigt fiskeri blandt andet ved at nedsætte antallet af kystnære torske- og hellefiskfiskere. 

LÆS OGSÅ Formandsskiftet i KNAPK varsler ny linje på fiskeriet

Henrik Sandgreen var åben for kommissionens anbefalinger, som han selv har været med til at udforme.

Men det er Nikkulaat Jeremiassen ikke. 

Overfor KNR har han varslet, at man vil gå direkte mod alle biologiske anbefalinger og arbejde for flere kvoter til jollefiskerne - altså det stik modsatte af hvad Fiskerikommissionen har anbefalet. 

- Med hensyn til kvoterne i Grønland oplever vi alle, at vi bliver mere og mere trængte i fiskeriet. Det er kommet så vidt, at man siger, at der er for mange fiskere, sagde Nikkulaat Jeremiassen. 

Har ikke læst 316 sider

Den melding tager naalakkersuisoq for fiskeri dog med ro, siger han. Aqqaluaq B. Egede mener faktisk, at det er direkte uklart, hvad den nye KNAPK-formand mener. 

Han noterer sig nemlig, at Nikkulaat Jeremiassen endnu ikke har læst hele Fiskerikommissionens 316 sider lange betænkning. Det indrømmede den nye formand i Qanorooq mandags. Aqqaluaq B. Egede forventer derfor, organisationen bliver mere klar i mælet, når formanden har læst betænkningen. 

LÆS OGSÅ Nikkulaat Jeremiassen er ny formand for Grønlands fiskere og fangere

- Hvordan forholder KNAPK sig eksempelvis til Grønlands økonomi, og til antallet af erhvervsfiskere i det hele taget?

- Da det tidligere Naalakkersuisut etablerede Fiskerikommissionen var opgaven, at der skal arbejdes mod balance mellem antallet af erhvervsfiskere og fiskeressourcen i havvandet.

- KNAPK's interesse er bedre levevilkår og økonomi for erhvervsfiskerne. Ligesom hos os i Naalakekrsuisut er bæredygtigt fiskeri i KNAPK's interesse, siger Aqqaluaq B. Egede.

Økonomisk Råd er enig med Fiskerikommission

Det er ikke kun Fiskerikommissionen, der har anbefalet at skrue ned for det kystnære fiskeri, fordi fiskerne kæmper for at tjene penge, da der bliver færre og færre og mindre og mindre fisk.

Det samme gjorde Økonomisk Råd i deres seneste rapport, der blev fremlagt i september.

Derudover har landets største bank, Grønlands Banken, løbende advaret mod et kollaps i det kystnære fiskeri i Diskobugten.

Som en direkte konsekvens deraf, har banken ikke ydet nye lån til jollefiskeriet siden 2019.

Nikkulaat Jeremiassen trækker sig nu fra Inatsisartut, hvor han var kaldt ind som suppleant for Kim Kielsen.