Naaja Nathanielsen efterlyser ærlig snak om landets økonomi

IA's Naaja Nathanielsen efterlyser dét, hun kalder en ærlig snak om den grønlandske økonomi og tilføjer, at forslaget til finanslov for 2014 er ren fantasiøkonomi.
Naaja Nathanielsen Foto © : KNR
Skrevet af Sandra Meinecke
04. november 2014 06:19

- Krisen er en realitet - vi må forberede os på serviceforringelser i hele landet og indenfor alle sektorer. Alle kræfter skal bruges, hvis vi vil undgå forringelse af vores velfærd. Og det bliver svært, skriver Naaja Nathanielsen i en kommentar.

- Fungerende Naalakkersuisoq for Finanser har slået fast, at han ikke er synderligt bekymret for økonomien. Den påstand giver mig mavepine. Og hvis han som ansvarlig ikke vil sige sandheden om landets økonomi, så vil jeg gøre det.

Der er behov for nye indtægter og nye jobs. Og samtidig må vi erkende, at der ikke er udsigt til, at der kommer et stort projekt og redder vores økonomi i den nærmeste fremtid.

Alle offentlige investeringer skal kunne betale sig. Derfor har IA peget på, at anlægsmidler især skal gå til folkeskolen, boligbyggeri og grønne investeringer, understreger Naaja Nathanielsen.