Motzfeldt: Arktis-strategi bliver præsenteret efter påske
Efter påske.
Sådan lyder meldingen nu fra naalakkersuisut på spørgsmålet om, hvornår Inatsisartut får udkastet til en Arktis-strategi at se.
- Vi satser på at kunne sende noget til de grønlandske partier efter påske, hvorefter vi tager en runde med hvert parti. Herefter regner vi med at være meget tæt på, oplyser Departementet for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel i en mail til KNR.
Departementet oplyser dog ikke, om offentligheden samtidig får forslaget til strategien at se.
Det er første gang, at Grønland får sin egen Arktis-strategi. Den skal blandt anden lægge linjen for Grønlands ønsker til udviklingen i regionen og til, hvordan Grønland forholder sig til resten af verdens interesser i området.
Kongeriget Danmark havde fra 2011 til 2020 en fælles Arktis-strategi. Siden den udløb, har Grønland stået fast på at lave sin egen strategi, før man fra naalakkersuisut vil tale om at lave en ny fælles Arktis-strategi med resten af rigsfællesskabet.
Og det har taget tid at få den grønlandske strategi færdig. Også længere tid, end den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har haft temperament til.
Fra talerstolen i Folketinget opfrodrede han for nyligt Inatsisartut til at blive færdig med strategien, fordi Kongeriget Danmark "desperat" har brug for en fælles Arktis-strategi, sagde han.
Under et besøg i Nuuk i januar sagde Løkke desuden til KNR, at han ventede "tålmodigt utålmodigt" på Grønlands Arktis-strategi.
Også formanden for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut, Mariia Simonsen (IA), kaldt det i sidste uge "yderst pinligt, at det trækker ud med Naalakkersuisuts udkast til en Arktis-strategi.
Motzfeldt: Det bliver op ad bakke med fælles strategi
Men ifølge naalakkersuisut kan Lars Løkke Rasmussen og den danske regering godt ruste sig med langt mere tålmodighed og måske især mere samarbejdsvilje.
I et skriftligt svar til KNR siger naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), at den danske forventning om at få lavet en fælles Arktis-strategi for hele kongeriget først skal drøftes med resten af partierne i Inatsisartut. Og først efter en anden strategi er på plads.
- Vi skal i første omgang have vores grønlandske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi på plads. Og vi tager spørgsmålet om en eventuel Kongerigets Arktiske Strategi op med de grønlandske partier først, siger Vivian Motzfeldt.
Desuden bør den danske regering indstille sig på en anden samarbejdsform, end naalakkersuisut for nylig har været vidne til, mener hun.
Hun kritiserer nemlig, at den danske regering for kort tid siden udpegede en ny arktisk ambassadør, som er en dansk diplomat og ikke en person fra det arktiske område. Også selv om naalakkersuisut klart har fremlagt ønsket om en grønlandsk diplomat som ny ambassadør.
- Det er også klart, at hvis tilgangen og fremgangsmåden er som ved udpegningen af den arktiske ambassadør, bliver det nok noget op ad bakke, siger Vivian Motzfeldt om udsigten til en fælles Arktis-strategi for hele kongeriget.