Mittarfeqarfiit lander historisk overskud

Greenland Airports er kommet med deres årsrapporter 2023. Mens Mittarfeqarfiit er i fremgang, står det værre til med økonomien i moderselskabet, som har et underskud på 235 millioner kroner.
Flere flypassagerer har hjulpet Mittarfeqarfiit til at tredoble deres overskud fra 2022. Foto © : KNR / Malik Brøns
27. maj 2024 14:48

I sidste uge udkom Greenland Airports med årsrapporterne 2023 for deres fire selskaber.

Og det går særlig godt for Mittarfeqarfiit A/S, som driver de eksisterende lufthavne.

De lander et overskud på 42,2 millioner kroner før skat sidste år, hvilket er en tredobling i forhold til året før. I 2022 lå overskuddet på 12,8 millioner kroner før skat.

Det oplyser Greenland Airports i en pressemeddelelse.

- Arktis og Grønland er for alvor kommet på både flyselskabernes og de rejsendes dagsorden, siger Henrik Estrup, som er administrerende direktør for Greenland Airports – Mittarfeqarfiit – Regional Henrik Estrup.

Derfor kommer der også flere turister til landet, og det kan ses i selskabets regnskaber.

- Overskuddet er direkte resultat af en stigning i trafikken på 11 procent, hvilket har givet vores dygtige medarbejdere på flyvepladser og heliporte særdeles travlt i sommersæsonen af 2023, siger Henrik Estrup.

Underskudforretning

Resten af Greenland Airports kan dog ikke fejre så stort et overskud. Eller et overskud overhovedet.

Kalaallit Airports Holding A/S, som er moderselskabet i Greenland Airports, ender nemlig med et driftsunderskud på 235 millioner kroner i 2023 mod 149 millioner kroner året før.

Greenland Airports

Kalaallit Airports og Mittarfeqarfiit har slået sig sammen til et selskab ved navn Greenland Airports – Mittarfeqarfiit.

Mittarfeqarfiit har i årtier stået for driften af lufthavnene og heliportene herhjemme.

Kalaallit Airports har stået for at opføre de tre nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.

Greenland Airports – Mittarfeqarfiit består af et moderselskab og tre driftsselskabet, som har hver deres opgave.

Selskabet fik officielt sit nye navn, Greenland Airports – Mittarfeqarfiit, den 24. maj 2024.

Til trods for Mittarfeqarfiits gode resultat er det de to andre datterselskaber, som trækker det samlede resultat ned. Kalaallit Airports Domestic A/S og Kalaallit Airports International A/S har tilsammen et driftsunderskud på 278 millioner kroner.

Det ser ikke ud til at blive bedre i år. Moderselskabet forventer et underskud i 2024 på 450 millioner kroner.

Det fremgår af årsregnskabet for Kalaallit Airports Domestic A/S, at de har investeret i alt 263 millioner kroner i lufthavnsprojekter i 2023, hvoraf 212 millioner kroner er gået til baneprojekter.

International lufthavn åbner snart

Inden udgangen af 2026 skal tre nye lufthavne stå klar i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Hovedstadens nye internationale lufthavn forventes åbnet allerede til november.

Den stærke stigning i flytrafik tyder på, at de nye lufthavne, når de åbner, bliver en god forretning for Grønland. Det skriver Greenland Airports i pressemeddelelsen.

Den administrerende direktør i Greenland Airports, Jens Lauridsen, mener nemlig, at tallene vil fortsætte med at stige.

- Lufthavnene vil kort sagt være til endnu større gevinst for de grønlandske borgere, det grønlandske samfund og den grønlandske økonomi, siger Jens Lauridsen.

Han tilføjer, at Greenland Airports er i tæt dialog med flyselskaber og andre aktører i den internationale rejsebranche om udviklingen af nye flyruter til og fra Grønland.