Mistillidsdagsorden fra IA afvist

IA stillede torsdag eftermiddag forslag til, at Inatsisartut udtrykker mistillid til nalakkersuiso for fiskeri, Nikkulaat Jeremiassen. da partiet mente, at han har talt usandt. Forslaget blev dog afvist, da det ikke overholdt formkravene.
Skrevet af Jens Thorin
28. marts 2019 17:14

Inuit Ataqatigiit foreslog under torsdagens forhandlinger i Inatsisartut, at der skulle udtrykkes mistillid til naalakkersuisoq for fiskeri, Nikkulaat Jeremiassen. 

Men det blev afvist af formanden for Inatsisartut, der fastslog, at forslaget ikke overholdt formkravene til at sådanne forslag kan blive optaget midt under en debat om et andet emne.

Mistillidsforsalget kom under debatten om Grønland skal tiltræde, at Kongeriget Danmark ratificerer fiskeriaftalen for den arktiske højsø. Aftalen handler om at forebygge ureguleret fiskeri i det centrale Arktiske Ocean.  

Efter Inuit Ataqatigiits opfattelse har naalakkersuisoq i flere omgange afgivet urigtige oplysninger om der foregår bæredygtigt fiskeri eller ikke. 
Det skulle være sket i flere tilfælde.
Blandt andet mener IA, at naalakkersuisoq i forbindelse med rådgivning om hellefiskefiskeri overfor udvalget for Fiskeri, Fangst og Landbrug, tilkendegivet, at der ikke foregår overfiskeri.

- Men i Sermitsiaq den 15. februar tilstod han, “at bestanden af hellefisk i Nordgrønland er i fare”. Og den 4. februar oplyste han overfor Aqqaluaq B. Egede i svaret til spørgsmål i henhold til § 37, at biologernes undersøgelser klart viser, at bestanden af hellefisk i flere år har været for nedadgående, skriver Inuit Ataqatigiit i deres begrundelse for mistilliden. 

Men den begrundelse hænger ikke sammen med det, der var til debat på det tidspunkt, IA stillede forslaget om misstillidsafsteming, faslog formand for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt.

Og efter en kort pause afviste formanden mistillidsforslaget.