Hellefisk: Mindre end halvdelen af sidste års fangst indhandlet

Det står sløjt til med indhandlingen af hellefisk i Diskobugten. I Ilulissat viser tallene, at der er sket mere end en halvering.
Foto © : Kristine Riskær/Flickr Creative Commons
Skrevet af Kenneth Elkjær
14. november 2017 13:42

Nyheden er ikke ny. Der er krise i hellefiskefiskeriet i Disko Bugten. Nyeste tal fra Grønlands Fiskeri Licens Kontrol viser, at nedgangen bare fortsætter.

På nuværende tidspunkt er der indhandlet mindre end halvdelen af den mængde hellefisk, som de kystnære fiskere havde indhandlet på samme tidspunkt sidste år.

Der er indhandlet 2687 tons hellefisk fra det kystnære fiskeri i Ilulissat til dato, mens der på samme tidspunkt sidste år var indhandlet 5922 tons hellefisk i byen.

LÆS OGSÅ De lokale kan mærke hellefiske-krisen

Årsagen til den drastiske nedgang i fiskeriet har vakt stor debat. Naturinstituttet mener, at overfiskeri er årsag til, at fiskene er forsvundet. Andre aktører i fiskeriet har angivet, at vandet i området er blevet varmere.

Naalakkersuisoq for fiskeri, Karl-Kristian Kruse, har afvist at røre ved størrelsen på kvoterne. Formanden for naalakkersuisut, Kim Kielsen, har dog luftet tanker om at ændre på forvaltningen af fiskeriet uden at blive konkret på, hvad han mener, der skal ændres.

LÆS OGSÅ Rejer og hellefisk skyld i eksport-nedtur

LÆS OGSÅ Reglerne for hellefiskefiskeri bør strammes