Dansk EU-kommissær: Milliardstøtte fra EU skal styrke Grønland – ikke styre det

Selvom EU har øje på råstoffer og energi, afviser Dan Jørgensen, at pengene bruges som pres mod Grønland. Selvstyret skal selv sætte kursen.
Dan Jørgensen er dansk EU-kommissær for energi og boliger. Han ser frem til et tættere økonomisk samarbejde mellem EU og Grønland - og så afviser han, at de nye milliarder kommer til at bruges som afpresning. Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Markus Valentin
04. september 2025 10:47

I går kom det frem, at Europakommissionen foreslår, at tilskuddet til Grønland fordobles i budgettet for 2028-2034.

Det svarer til omkring fire milliarder kroner til Selvstyret – penge, der især bruges til uddannelse, forskning og klimaindsatser.

I et interview med KNR siger EU-kommissær Dan Jørgensen, at den større støtte viser, hvordan EU’s løfter om opbakning til Grønland nu bliver omsat til konkret handling.

- Jeg ser det her som en gestus, der kommer til at konkret betydning og gøre en positiv forskel til mange af de rigtig gode ambitioner, som Grønland har. Og fra EU's side viser ser man, at vi har et tæt venskab med muligheder for mere samarbejde - ovenikøbet i en tumultarisk tid.

Samarbejde mellem Grønland og EU

  • EU er den næststørste bidragsyder til Grønlands økonomi. Ifølge finansloven for i år bidrager EU med over 250 millioner kroner til landets økonomi.
  • Der er flere økonomiske samarbejdsaftaler imellem EU og Grønland, som særligt har fokus på uddannelse, men også på fiskeri og klima.
  • Grønland er det eneste land i Arktis, der har samarbejdsaftaler med EU.
  • Grønland meldte sig ud af EU, der dengang hed EF, i 1985.

Grønland sætter takten

Før beslutningen er endelig, skal budgetforslaget igennem både ministerrådet og EU-parlamentet.

Derfor er det heller ikke besluttet, hvad det er, den nyfundne pengesum skal bruges til. Men Dan Jørgensen understreger, at det skal ske i tæt dialog med naalakkersuisut.

- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke kommer til at sidde her i Bruxelles og diktere, hvad pengene skal gå til. Det vil blive aftalt i tæt koordination med Grønland. Og det vil være grønlændernes ønske, som vil komme til at styre, hvor pengene skal gå hen.

Dog understreger han, at det særligt vil være på udvikling af mere grøn energi, støtte til energisektoren og infrastruktur samt de områder, som EU-pengene i dag går til, som han kunne forestille sig, at pengene ville gå til.

- Jeg ved, at der også er mange ambitioner og mange idéer til, hvad man kunne gøre bedre fremover.

Afviser penge som afpresningsmiddel

Under Múte B. Egedes (IA) fremlæggelse af naalakkersuisuts finanslovsforslag sidste måned, påpegede han vigtigheden af at finde nye indtægter, hvis Landskassen skal klare sig igennem de næste årtier.

Også Naaja Nathanielsen (IA), naalakkersuisoq for råstoffer, har efterspurgt flere investeringer fra EU såvel som USA, og Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, har til mediet Berlingske udtrykt et ønske om styrke samarbejdet med Kina - som i 2024 importerede for 1,6 milliarder kroners grønlandske fiskeprodukter ifølge Grønlands Statistik.

EU har heller ikke tidligere lagt skjul på, at de ser den grønlandske undergrund som et essentielt samarbejde i fremtiden. I juni fik GreenRoc's mulige grafitmine ved Amitsoq da også er status af 'strategisk projekt' af EU.

Dan Jørgensen afviser, at de nye EU-milliarder er tænkt som pres for at få Grønland til at vælge EU frem for andre samarbejdspartnere.

Når EU kommer med flere penge, er det et statement over for Grønland, at man skal lave aftaler med EU og færre aftaler med Kina eller USA? 

- Det handler ikke om, at der er nogen, der skal diktere hinanden noget, hverken den ene eller den anden vej. Det handler tværtimod om, at der er nogle fælles dagsordner, hvor vi kan have glæde af hinanden. EU har et stort budget, og derfor er det muligt at finde store beløb til Grønland. Det er jeg i hvert fald som dansk kommissær rigtig, rigtig glad for.

Det her styrkede samarbejde med EU, skal altså ikke udelukke Grønland fra at samarbejde med andre aktører? 

- Hvem Grønland arbejder sammen med, og hvordan, er jo selvfølgelig helt og aldeles Grønlands egen beslutning, fortæller Dan Jørgensen og fortsætter:

- Jeg håber, at samarbejdet vil blive endnu stærkere de kommende år. Når det også blæser internationalt, og Grønland pludselig er i centrum i de store internationale, geopolitiske debatter, så er det også rart at vide, at der er mange af de store europæiske lande, som er på Grønland og grønlændernes side.