Miljøoprydningen ved Uummannaq-området ved Thulebasen er afsluttet

Den blev afsluttet i september 2013, et år tidligere end planlagt i aftalen mellem Selvstyret og Danmark om oprydningen af to gamle lossepladser.
Foto © : KNR/Arkiv
18. februar 2015 06:15

 - Det oplyser Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Justitsområdet, Mala Høy Kuko i et §37-svar til medlem af Inatsisartut, Anthon Frederiksen fra Partiis Naaleraq.
 
Det fremgår af svaret, at der har været foretaget et et-års-eftersyn af de miljøafbødende foranstaltninger, hvorefter en række mindre mangler er blevet udbedret. Opgaven har været overvåget af en dansk-grønlandsk følgegruppe, der netop på et afsluttende møde den 16. februar har nedlagt sig selv.
 
- Oprydningssagen anses herefer for afsluttet, understreger Mala Høy Kuko.

LÆS OGSÅ Anthon spørger ind til miljøoprydning ved Dundas

Oprydningen er gennemført i overensstemmelse med den politiske aftale mellem Grønland og Danmark fra 2012 - på nær at jord kategoriseret som ”Farligt affald” ikke er blevet sendt til Danmark.
 
I stedet er det blevet deponeret lokalt på Dundas i et egnet område væk fra havmiljøet.
 
Årsagen til den ændring skyldes et EU-direktiv, som ikke tillader indførslen af jord til EU. Og mængderne af farlig jord var betydeligt højere end forventet. Således blev der opgravet 3500 ton jord kategoriseret som farligt affald fremfor de i udbudsmaterialet estimerede 50 ton.
 
I august 2013 godkendte det tidligere Naalakkersuisut denne løsning ved en formandsbeslutning, hedder det i svaret til Anthon Frederisen fra Mala Høy Kuko.