Polar Seafood: Miki Brøns overtager efter Anders Brøns

Det bliver Anders Brøns' søn, Miki Brøns, der overtager bestyrelsesposterne og aktieposten i Polar Seafood efter farens død. Samtidig bliver det Jens Friis Salling, der overtager direktørposten, oplyser Polar Seafoods bestyrelse.
14. december 2018 13:14

Fremtiden for Polar Seafood er sikret efter stifter og medejer Anders Brøns' pludselige død sidste fredag.

Polar Seafoods bestyrelsesformand, Henrik Leth skriver i en pressemeddelelse, at det bliver Anders Brøns' søn, Miki Brøns, der overtager efter faren.

LÆS OGSÅ Brøns' død var sandsynligvis en ulykke

- Han overtager Anders Brøns’ bestyrelsesposter i Polar Seafood Greenland A/S og Polar Seafood Denmark A/S. Når boet er afsluttet, er det ligeledes besluttet, at Miki skal være ejer af aktieposten i Polar Seafood Greenland A/S, skriver Henrik Leth.

Bestyrelsesformanden oplyser desuden, at det er Anders Brøns selv, der i sit testamente havde sikret arvefølgen, for at undgå at driften skulle blive påvirket af hans død.

LÆS OGSÅ Anders Brøns - medstifter af Polar Seafood - er død

- Anders Brøns var kendt for at tænke langsigtet, og typisk for ham havde han i god tid tænkt på selskabets fremtid, skriver Henrik Leth.

Jens Friis Salling overtager Anders Brøns’ position som administrerende direktør.