Mette Frederiksen og Múte B. Egede omgivet af knirkende isbjerge: Klimaforandringerne skal tackles

- Vi skal handle hurtigere når det kommer til den globale opvarmning, sagde Mette Frederiksen til et improviseret pressemøde i Ilulissat.
- Jeg synes det er helt fremragende at det nye Naalakkersuisut har besluttet sig for at træde ind i Paris-aftalen så vi kan kæmpe sammen i rigsfællesskabet.  Og ja, vi skal samarbejde mere, sagde statsminister, Mette Frederiksen. Foto © : Anders Dall / KNR
17. marts 2022 13:11

Klimaforandringerne var i fokus under statsminister Mette Frederiksens besøg i Ilulissat i går.

Faktisk fyldte den så meget, at statsministeren og formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede besluttede sig for at holde et improviseret pressemøde på deres sejltur i Isfjorden i stedet for at holde et ellers planlagt pressemøde på Hotel Arctic om aftenen.

Med knirkende isbjerge som kulisse lagde både hun og formanden for Naalakkersuisut vægt på, at samarbejde er vigtigt, når det gælder om at tackle konsekvenserne af klimaforandringerne.

LÆS OGSÅ Direkte pressemøde med Mette Frederiksen i Ilulissat aflyst

- Jeg synes det er helt fremragende at det nye Naalakkersuisut har besluttet sig for at træde ind i Paris-aftalen så vi kan kæmpe sammen i rigsfællesskabet.  Og ja, vi skal samarbejde mere, sagde statsminister, Mette Frederiksen.

Og ønsket om mere samarbejde om klimaet kom blandt andet i form af en hensigtserklæring. Det var i tirsdags i Nuuk, at Múte B. Egede og Mette Frederiksen underskrev en hensigtserklæring om finansiering til vandkraftværker i Grønland.

Det er et projekt, der skal være med til at øge andelen af vedvarende energi her i landet.

Hensigtserklæring om lån til vandkraftværker i Grønland

I november sidste år vedtog et flertal i Inatsisartut, at Buksefjordsværket, der leverer el og varme til Nuuk, skal udvides. Et nyt vandkraftværk skal også forsyne Aasiaat og Qasigiannguit.

Det koster ikke småpenge. Vedtagelsen betød, at der skal findes omkring 3,1 milliarder kroner til at finansiere byggerierne. Og de penge, var endnu ikke fundet i november.

Med hensigtserklæringen underskrev Mette Frederiksen og Múte B. Egede på, at Naalakkersuisut kan tage et lån på max 3,1 milliarder kroner til de nye vandkraftprojekter på det internationale lånemarked med Danmark som støtte - eller at Grønland kan låne pengene fra Danmark.

LÆS OGSÅ Atassut og Demokraatit vender tomlen op for dansk hjælp til vandkraft

Mette Frederiksen og Múte B. Egede skulle egentlig også havde holdt et direkte pressemøde i Ilulissat onsdag. Men det blev pludselig ændret, da de to regeringsledere stod i båden.

I stedet for at holde det planlagte pressemøde i Hotel Arctic, blev det et improviseret pressemøde i båden, der dog ikke blev sendt direkte.

Ifølge Mette Frederiksen og Múte B. Egede, passede omgivelser bedst til det improviseret pressemøde.

- Nu vil vi gerne gøre det på vandkraft som er et meget konkret område vi kan arbejde sammen. Men det vi kan se, når vi står her i Isfjorden det er hvor hurtigt det går og ikke mindst at forandringerne er sket med stor hast bare de senere år.

- Så alt det vi er omgivet af nu, er et stort bevis på at vi skal handle hurtigere når det kommer til den globale opvarmning, sagde Mette Frederiksen. 

Grønlandsk vandkraftpotentiale skal sælges til verdenen

Og formanden for Naalakkersuisut var enig.

-  Klimaforandringerne kan man kun komme til livs, hvis man samarbejder, sagde Múte B. Egede.

Efter Ruslands invasion af Ukraine, er prisen på olie og gas steget i flere lande. Desuden har EU rettet sat et nyt mål om at være mindre afhængig af russisk gas og olie.

LÆS OGSÅ Danmark rækker hånden ud til Grønland: Vil garantere milliardlån til vandkraft

Her mener Múte B. Egede, at Grønland kan hjælpe EU med den grønne omstilling.

- Energipolitikken er også et sikkerhedsspørgsmål lige nu. Med den grønne omstilling som flere lande har igangsat som mål skal jo accelereres på grund af, at man vil være uafhængig af energikilder fra Rusland.

- Så der er noget vi er nødt til at accelerere igen og her er potentialerne store i Grønland vi har masser af vankraftpotentiale som kan bruges til den grønne omstilling i verden.