Med bannere og tape for munden gik demonstranter igennem Tasiilaq

Dårlige rejseforhold, dårlig internetforbindelse, manglende lærere og manglende boliger var nogle af de problematikker, demonstranterne gjorde opmærksom på.
Omkring 600 mennesker var mødt op til demonstration i Tasiilaq. Foto © : Axel G. Hansen

Godt 600 mennesker gik søndag igennem Tasiilaq med hjemmelavede bannere og skilte. “Nok er nok!” og “Silenced” (forstummet, red.) stod der på nogle af skiltene, mens flere personer i mængden havde taget tape for munden.

Demonstranterne råbte på politisk opmærksomhed. Byen og bygderne omkring, hvor der i alt bor 2.500 mennesker, oplever nemlig en lang række problemer.

Dårlige rejseforhold, dårlig internetforbindelse, manglende lærere i folkeskolen, manglende boliger og manglende arbejdspladser er blot nogle af udfordringerne, fortæller medarrangør af demonstrationen, Iddimanngiiu Jensen Bianco.

- Det er følgerne af at blive sat i sidste række. Der er ingen udvikling i byen, siger hun.

Foto © : Axel G. Hansen

Og det vil demonstranterne nu lave om på. 

Ifølge Iddimanngiiu Jensen Bianco var demonstrationen en succes med den store folkemængde, der mødte op.

- Mange deltog og gav deres stemmer tilkende, siger hun.

Skal tages alvorligt

En af dem, der er frustreret over forholdene på Østkysten, er erhvervsmanden Mike Nicolajsen. Han ejer Hotel Angmassalik i Tasiilaq.

- Nu er det nok. Vi vil ikke have afvikling, men udvikling af Østgrønland. Vi må gøre opmærksom på, at vi også er her, har han tidligere sagt til KNR.

Foto © : Axel G. Hansen

Budskabet nåede i hvert fald til Nuuk. Her var mellem 80 og 100 mennesker ifølge Sermitsiaq dukket op foran Inatsisartut til en støttedemonstration. 

Foran Inatsisartut stod også formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D). Og han kan godt forstå demonstranternes budskab.

- Det er rigtigt, at udviklingen i Østgrønland er sket for langsomt, og det skal der gøres noget ved. Vi tager det alvorligt, og i koalitionsaftalen for naalakkersuisut har vi skrevet en række målsætninger, som vi ønsker at realisere, for det er ikke nok kun at tale om dem, sagde Jens-Frederik Nielsen ifølge Sermitsiaq.

Han understregede samtidig, at bedre infrastruktur, udvikling af fiskeriet og flere arbejdspladser var noget af det, naalakkersuisut har fokus på i Østgrønland.

Foto © : Axel G. Hansen

Og spørger man Iddimanngiiu Jensen Bianco, er der håb forude.

- Vi vil være taknemlige, hvis der er sker noget. Vi gør os ingen forestillinger om, at det hele bliver løst på en gang, men vi søger en bedre udvikling af Østgrønland, siger hun.