Martha Abelsen holder fast i at rejse til Tasiilaq

Naalakkersuisut har bøjet sig for et politisk flertal, der kræver, at Naalakkersuisut skal bede om mere dansk hjælp til børnene i Tasiilaq og resten af Grønland hurtigst muligt. 
Ind til i går holdt Martha Abelsen fast i, at hun ikke vil række hånden frem mod Danmark for at bede om mere hjælp til misbrugte og udsatte børn i Tasiilaq og i resten af landet – i hvert fald ikke før hun selv havde været en tur på østkysten for at se problemerne med egne øjne. Foto: KNR Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
28. maj 2019 11:14

- Jeg rejser til Tasiilaq for at holde borgermøde. På den måde kan borgerne blive inddraget og tage medansvar, og den plan holder jeg fast i. 

Sådan lyder det fra Martha Abelsen, der er naalakkersuisoq for sociale anliggender (S).

LÆS OGSÅ Kielsen om hjælp til Tasiilaq: Siumut bøjede sig for ikke at komme i mindretal

Ind til i går holdt hun fast i, at Naalakkersuisut ikke vil række hånden frem mod Danmark for at bede om mere hjælp til misbrugte og udsatte børn i Tasiilaq og i resten af landet – i hvert fald ikke før hun selv havde været en tur på østkysten for at se problemerne med egne øjne. 

Sagen kort
- DR har lavet dokumentaren "Byen hvor børnene forsvinder" om Tasiilaq.
- Den viser, at hver tredje barn i Tasiilaq er udsat for seksuelt misbrug, og hvert andet barn har en socialsag hos kommunen.
- Dokumentaren har endnu en gang fået debatten om sociale problemer i Tasiilaq og i resten af Grønland til at køre herhjemme.
- Onsdag 22. maj sendte en samlet opposition og støttepartiet Demokraterne et beslutningsforslag til Naalakkersuisut: Naalakkersuisut skal bede Danmark om yderligere hjælp til socialområdet, er deres krav.
- Mandag 27. maj bøjede Naalakkersuisut sig for kravet.

Men i går bøjede Naalakkersuisut sig for et politisk flertal, der kræver, at Naalakkersuisut skal bede om mere dansk hjælp til børnene i Tasiilaq og resten af Grønland hurtigst muligt. 

Bag det politiske flertal står oppositionen og støttepartiet Demokraterne. Derfor er det nu sikkert, at Naalakkersuisut henter hjælp fra Danmark til socialområdet i Grønland.

Mangel på socialrådgivere

Sagen blev førstebehandlet i Inatsisartut i går, og den skal behandles for anden gang 5. juni. Derefter regner Martha Abelsen (S) med at henvende sig direkte til en dansk regering efter folketingsvalget 5. juni.

Hvad hjælpen helt præcist skal bestå i – og af hvad – har Siumut ikke svar på endnu. Demokraterne foreslår socialrådgivere, psykologer, psykoterapeuter og lignende, som kan hjælpe med at komme til bunds i sagsbunkerne med omsorgssvigtede og seksuelt misbrugte børn, som har hobet sig op hos ganske få sagsbehandlere. 

LÆS OGSÅ Kim Kielsens sekretær i opråb mod overgreb: Siger op i video på Facebook

- Kravet at udarbejde en landsdækkende plan imod omsorgssvigt. Det arbejde er i gang, og der har været møder med kommunerne og fælles samråd. Ud fra det kan vi udforme en henvendelse om, hvilken slags hjælp, der præcis ønskes, siger Martha Abelsen til KNR.

Overgreb i Tasiilaq

I løbet af de seneste tre år har der været 193 anmeldelser om seksualforbrydelser i Tasiilaq-distriktet.

Sidste år var der 20 anmeldelser udelukkende om overgreb på børn.

Aktuelt er der 15 igangværende sager om seksualforbrydelser mod børn i Tasiilaq-distriktet.

Børnetalsmanden melder desuden, at der er et stort mørketal på området.
I gennemsnit bliver hvert tredje barn udsat for seksuelt misbrug, og hvert andet barn har en socialsag hos kommunen.

-    Vi ved, at der er stor mangel på socialrådgivere, men vi er også nødt til at se på, hvad Kommuneqarfik Sermersooq bruger de nuværende socialrådgivere på. Vi mangler socialrådgivere i skolerne allerede nu, siger hun.

Vil mødes med kommunen

Kritikken af det sociale område eksploderede endnu en gang, efter at DR viste dokumentaren ”Byen hvor børnene forsvinder” om de massive sociale problemer i Tasiilaq.  Men det er på ingen måde nyt, at forholdene i Tasiilaq er kritisable. Det har flere rapporter fra blandt andet Mio og kommunen selv konkluderet i løbet af de sidste år.

LÆS OGSÅ Borgmester om Tasiilaq: Vi har bedt Naalakkersuisut om hjælp - men fik nej

Men på trods af det holder Martha Abelsen fast i at rejse til Tasiilaq og se problemerne med egne øjne. 

-    Jeg holder fast i, at jeg skal til Tasiilaq, og når jeg er færdig med det, vil jeg gerne mødes med Kommuneqarfik Sermersooq, siger Martha Abelsen.