Kim Kielsens sekretær i opråb mod overgreb: Siger op i video på Facebook
- Jeg hedder Eqaluk. Jeg er sekretær for formanden for Naalakkersuisut. Man skal betragte min præsentation som en opsigelse.
Sådan indleder Eqaluk Høegh en video på Facebook mandag morgen.
Eqaluk Høegh, der er ministersekretær for formanden for Naalakkersuisut og blandt andet er kendt som provokatør fra programmet 'Labrador Kangian', kommer i videoen med en skarp kritik, der er ikke kun er rettet mod Naalakkersuisut, men mod alle folkevalgte.
Det er de sociale problemer i Tasiilaq og det, som Eqaluk Høegh selv kalder for politikernes manglende handlekraft, når det gælder seksuelle overgreb, der får ham til at gå.
- Enten har de ikke læst rapporter om massivt seksuelt misbrug af børn i Grønland, eller også har de nogle helt forkerte prioriteter, siger Eqaluk Høgh i en pressemeddelelse.
Videoen er kort inden klokken 10 blevet vist knap 9000 gange.
LÆS OGSÅ Borgmester om Tasiilaq: Vi har bedt Naalakkersuisut om hjælp - men fik nej
- Jeg bliver nødt til at sige, at det er gået så vidt, at I folkevalgte og myndighederne har misligeholdt jeres ansvar så groft, at i burde retsforfølges, lyder det blandt andet i den otte og et halvt minut lange video.
Artiklen fortsætter under videoen:
Han mener, at narhvalerne kan vente, og at forfatningskommissionen, fiskekvoterne og partiernes prioriteter kan vente.
- Prøv at se hvad forsoningskommissionen, der har kostet 10 millioner kroner, har opnået af håndgribelige og borgernyttige resultater. Intet! Intet udover at enkelte partier har haft mulighed for at udtrykke deres symbolpolitiske interesser! siger Eqaluk Høegh.
DR har lavet dokumentaren "Byen hvor børnene forsvinder" om Tasiilaq.
Den viser, at hver tredje barn i Tasiilaq er udsat for seksuelt misbrug, og hvert andet barn har en socialsag hos kommunen.
Dokumentaren har endnu en gang fået debatten om sociale problemer i Tasiilaq og i resten af Grønland til at køre herhjemme.
Senest har en samlet opposition og støttepartiet Demokraterne sendt et beslutningsforslag til Naalakkersuisut: Naalakkersuisut skal bede Danmark om yderligere hjælp til socialområdet, er deres krav
LÆS OGSÅ Martha Abelsen: Socialområdet kan tages fra kommunerne
Han er vred over, at de folkevalgte kun delvist erkender massiv landspolitisk og kommunalpolitisk svigt. Og han forstår ikke, at politikerne ikke har reageret før nu.
- Vi har en Inatsisartut-lov, der sikrer at alle børn har ret til velfærd, sundhed, udvikling, tryghed, omgivelser med omsorg og meget mere. Politikerne kan ikke magte at komme problemet til livs. Derfor har vi en borgerlig pligt til at handle. Lad os tage initiativ. Lad os arbejde frivilligt. Lad os snakke om, hvad vi kan gøre som enkelte personer, opfordrer Eqaluk Høegh i videoen.
I dag skal Martha Abelsen, der er naalakkersuisoq for sociale anliggender (S), svare på kritik i Inatsisartut. En samlet opposition og støttepartiet Demokraterne har nemlig sendt et beslutningsforslag til Naalakkersuisut om, at Naalakkersuisut skal bede Danmark om yderligere hjælp for at komme de sociale problemer i Tasiilaq og resten af landet til livs.