Marokko anser drab på dansker og nordmand som terror

Anklagemyndigheden i Marokko mener, at der VAR tale om terror, da en dansk og en norsk kvinde forleden blev dræbt.
To kvinder, en dansk og en norsk statsborger, er angiveligt fundet døde ved Toubkal-bjerget i Marokko. Foto © : Andy Kyte/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
20. december 2018 05:44

I en meddelelse onsdag aften, fastslår de at den ene person, som er anholdt i sagen, har forbindelse til en terrorgruppe. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge talsmanden har vedkommende "en straffeattest, der forbindes med terrorhandlinger". Det er ikke oplyst, hvilken terrorgruppe der skulle være tale om.

LÆS OGSÅ Udenrigsministeriet advarer mod at vandre alene i Marokko

Den mistænkte blev anholdt tirsdag i byen Marrakesh, der ligger omkring 50 kilometer fra det sted, hvor de to unge kvinder blev fundet dræbt.

Ifølge de første meldinger var der tegn på vold fra et skarpt instrument på kvindernes hals.

LÆS OGSÅ Dansk og norsk kvinde fundet døde i Marokko

Ifølge AP skriver anklagemyndigheden samtidig, at den er ved at undersøge ægtheden af en video, der har floreret på sociale medier, som angiveligt viser drabet på en af kvinderne.

Rigspolitiet i Danmark oplyser sent onsdag til TV2, at politiet er bekendt med videoerne og er ved at undersøge ægtheden af dem.

På et pressemøde torsdag morgen fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

- To unge kvinder er brutalt blevet dræbt under en ferie i Marokko. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, men meget tyder på, at de grusomme drab kan være terrorhandlinger, og der florerer en video på de sociale medier.

- Vi reagerer alle med forfærdelse, med afsky og med dyb sorg, sagde en berørt statsminister på pressemødet.

/ritzau/