Dansk og norsk kvinde fundet døde i Marokko

To kvinder, en dansk og en norsk statsborger, er angiveligt fundet døde ved Toubkal-bjerget i Marokko.
Toubkal-bjerget er 4167 meter højt og det højeste punkt i Nordafrika, hvilket gør det til et yndet turistmål. Foto © : Andy Kyte/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
18. december 2018 08:18

Den danske og norske ambassade i Marokko arbejder i øjeblikket på at få en officiel bekræftelse.

- Dette arbejde vanskeliggøres af, at der er tale om et svært tilgængeligt bjergområde. Politiet har underrettet de pårørende i Danmark om situationen, skriver Udenrigsministeriet.

I en meddelelse som det marokkanske indenrigsministerium har sendt til nyhedsbureauet AFP, og som DR Nyheder har set, står der, at de to kvindelige turister blev fundet mandag morgen.

I meddelelsen står der også, at de to kvinder bar spor efter vold.

Kvinderne blev fundet 10 kilometer fra byen Imlil, der ligger for foden af Toubkal-bjerget i El Haouz-provinsen.

Toubkal er 4167 meter højt og det højeste punkt i Nordafrika, hvilket gør det til et yndet turistmål.

En efterforskning er blevet indledt af de relevante myndigheder for at kaste lys over det, som de kalder en forbrydelse.