Markante ændringer i fiskeriet

Der skal ske en række markante ændringer i landets vigtigse erhverv, fiskeriet. Det fremgår i den nye koalitionsaftale mellem Siumut, Atassut og Demokraterne.
Foto © : Flemming Bisgaard/KNR
Skrevet af Sara K. Jakobsen
08. december 2014 12:50

Aftalen kan komme til at koste mange penge for samfundet. Samtidig er det uklart, hvor meget aktørerne i fiskeriet selv skal ofre. Naalakkersuisut vil afsætte flere penge i biologiske undersøgelser for at sætte tal på fiskebestanden i de grønlandske farvande. Det skriver Siumut, Atassut og Demokraterne i deres nye koalitionsaftale. 

Læs koalitionsaftalen på grønlandsk her.

I den forbindelse vil Naalakkersuisut stille krav om, at biologerne og fiskerne skal arbejde tættere sammen om undersøgelserne. Fiskene skal så vidt mulig forarbejdes herhjemme for på den måde at øge værdien, før de sendes ud af landet. Og derfor skal der indføres landingspligt og afgift for eksport af uforarbejdede fisk, står der i koalitionsaftalen.

 

Nye fiskearter

Det skal bane vejen for større udnyttelse af nye og uudnyttede fiskearter, og så skal gennemføres forsøgsfiskeri på nye områder. Aftaleparterne er også enige om, at der skal banes vej til, at fisk, der er fanget i de nye områder, skal landes og forarbejdes i Grønland. Men det er i aftalen ikke beskrevet, hvordan omkostningerne ved forsøgsfiskeri skal dækkes.

I følge koalitionsaftalen skal det fremover kun være ejere af fiskerilicens, der må opkøbe eller sælge fiskekvoter. Det nye Naalakkersuisut vil gøre det nemmere at modernisere fiskeriflåden. Hensigten er, at fiskerne skal kunne skifte deres gamle fartøjer med nye uden at miste deres licenser. Lovgivningen skal være mere smidig, så moderniseringen af fiskeflåden kan foregå hurtigere.

 

Uklart hvor pengene skal hentes fra

Det er dog ikke beskrevet nærmere, om der som følge af den nye fiskeripolitik skal være flere fiskere i det kystnære område, ligesom der ikke står, om det offentlige skal deltage i financieringen af moderninseringen af fiskeflåden. 

Endelig skal der ske ekstraordinær indsats for at udvikle det kystnære fiskeri og indhandlingsmulighederne  i Tasiilaq og Illoqqortoormiut. Det står dog heller ikke beskrevet, hvem der skal finansiere indsatsen i Østgrønland.