Mangel på guider: Vigtigt at vise landet med lokale øjne

Det er den bedste krydstogtsæson i flere år, men der mangler lokale guider til at vise de tusindvis af turister rundt i landet.
Linda er en af de lokale guider i Nuuk. Foto © : KNR
29. juli 2022 06:35

De store krydstogtskibe er efter to år med coronapandemi og nedlukning endelig tilbage i landet. 

Og det er i større antal, end det var i årene før corona. Med varmere grader, blafrende ukaliusaat og lyse nætter er Grønland en populær destination. I år forventer Sikuki Nuuk Harbour 52 krydstogtsskibe i havn og mellem 20.000 til 22.000 passagerer i Nuuk. Det er en del flere end årene 2017 til 2019, hvor der kom mellem 34 og 36 krydstogtsansløb i havnen.

Krydstogt i Nuuk

Sikuki Nuuk Harbour forventer omkring 50 krydstogtsskibe i havn og mellem 20.000 til 22.000 passagerer i Nuuk i år.

Det er væsentligt flere end årene før coronapandemien.

I årene 2017 til 2019 var der mellem 34 og 36 krydstogtsanløb.

I Ilulissat kan de se frem til endnu mere aktivitet, da der forventes 62 krydstogtsskibe med over 20.000 turister ombord. Det skriver Visit Greenland på sin hjemmeside.

En af guiderne, der står klar til at vise turisterne rundt i Nuuk, er Linda Hegelund. Men hun er en af få.

For en udfordring, der følger med de tusindvis af turister, er, at der er mangel på lokale guider, fortæller ejer af Greenland Cruises, der arrangerer ture til krydstogtsskibe, Ivik Knudsen-Ostermann.

Det er særligt efter, at der ikke har været noget arbejde for guiderne under corona.

- Guiderne har ikke lavet noget i to år, og så er de kommet videre i deres liv. Så vi har travlt med at finde lokale guider, siger Ivik Knudsen-Ostermann.

LÆS OGSÅ Krydstogtsskibene er i havn: Bedste sæson i flere år

Linda Hegelund, der guider for Greenland Cruises og Inuk Travel, kan nikke genkendende til problemet. Hun har arbejdet som guide i godt 10 år og fortæller, at det er en meget travl sæson i år.

- Det er et typisk problem, at der er mangel på guider. De fleste guider har det ikke som en fuldtidsbeskæftigelse, men guider ved siden af andet arbejde eller studie. Derfor er det en udfordring for arbejdsgiverne at finde guider, siger Linda Hegelund, der kan se frem til en weekend med en masse guideture.

Mere lokalviden

En løsning på guidemanglen er at hyre flere guider udefra. Men ifølge Ivik Knudsen-Ostermann og Linda Hegelund er det vigtigt, at det er lokale, der viser Grønland frem for turister.

- Det gode ved lokale guider er, at vi har lokal viden og kan fortælle om dagligdagslivet i Grønland og den grønlandske kultur. Og det er meget ofte, at turisterne opsøger lokalviden, siger Linda Hegelund.

Og det er ikke kun turisterne, der kan gøre brug af Linda Hegelunds lokalviden. Hun bliver også inspireret af guideturene, når hun ser landet med turisternes øjne.

- Det er et helt vanvittigt smukt land, vi har. Man ser det også med andre øjne, når man er sammen med turisterne, for de bliver gang på gang begejstrede. Så det er altid spændende at guide dem, siger Linda Hegelund.

Særligt ét sted vil Linda Hegelund gerne vise frem:

- Ilulissat. Det er en by med gamle traditioner og den nye kultur. Og så kan isfjorden noget helt unikt, siger hun.