Mange pensionister vil få betydeligt flere penge om måneden

Den gensidige forsørgerpligt bliver fortid, og det glæder naalakkersuisoq Jess Svane.
- Vi er glade, fordi vi har bevæget os det første skridt, siger naalakkersuisoq for sociale anliggender, familier, arbejdsmarked og indenrigsanliggender, Jess Svane. Foto © : Ane-Marie Petersen/KNR
27. oktober 2023 10:21

Torsdag besluttede Inatsisartut at afskaffe den gensidige forsørgerpligt.

Indtil nu har pensionister, hvis partnere stadig var på arbejdsmarkedet, fået skåret i deres pension. Men med den nye beslutning bliver pensionen uafhængig af en partners indkomst.

Reglen træder i kraft 1. januar 2024.

Og det glæder naalakkersuisoq for sociale anliggender, familier, arbejdsmarked og indenrigsanliggender, Jess Svane:

- Vi er glade, fordi vi har bevæget os det første skridt. Det bliver første gang, man beregner en pension med udgangspunkt i pensionisterne selv, siger han til KNR og fortsætter:

- I dag beregnes pensionen med udgangspunkt i partneres indkomst, og det er det, som afskaffes.

Antal af folke- og førtidspensionister i 2022

I 2022 var i alt 6.728 grønlændere på enten førtidspension eller folkepension med en arbejdende partner.

Det fordeler sig sådan her:

4.144 pensionister.

2.584 førtidspensionister.

Det højeste beløb, som en førtidspensionist kan få udbetalt før skat, ligger på omkring 10.000 kroner. Det svarer til cirka 8.300 kroner udbetalt i måneden.

Hvis din partner er i arbejde, får du cirka det halve udbetalt. Altså omkring 5.100 kroner i måneden.

Afskaffelsen af forsørgelsespligten betyder, at alderspensionister med partnere i arbejde kan se frem til at få udbetalt omkring 3.000 kroner mere i måneden efter nytår.  

- Én af naalakkersuisuts mål i koalitionsaftalen blev nået i dag. Det er vi ganske tilfredse med i naalakkersuisut. Der er altid plads til forbedringer og vi skal nok tage flere skridt for at skabe yderligere forbedringer, siger formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede, i en pressemeddelelse.