Mange børn skal stadig i sort dagpleje

Ventetiden til en vuggestueplads i Nuuk er lige nu på cirka halvandet år. Og det er alt for meget, mener Demokraternes Andreas Uldum. Han vil derfor have sat et loft over, hvor lang tid man som borger skal finde sig i at vente på et dagtilbud til sit barn. Men det vil Naalakkersuisut ikke være med til sådan lige med det samme - de vil nemlig først have afdækket hvor mange af pladserne, som i dag ikke bliver brugt.
07. november 2012 16:30

- Vi er velvidende om, at der er en meget lang venteliste, og det er en hæmsko for de folk, der eksempelvis gerne vil hjem fra udlandet for at arbejde i Grønland. Men så sandelig også for folk ude fra kysten, der vil ind til de forskellige byer, forklarer Andreas Uldum fra Demokraterne som baggrund for sit forslag, der blev 1.behandlet i Inatsisartut onsdag.

Ventelisten til dagtilbud er længst i Nuuk, hvor børn må vente i cirka halvandet år på en vuggestueplads fra den dag de bliver opskrevet. Mange forældre vælger sort dagpleje, mens de venter på plads i vuggestue eller børnehave.

Men selvom Naalakkersuisut gerne vil arbejde for en landsdækkende pladsgaranti, mener de ikke at de på nuværende tidspunkt bør komme med en sådant krav til kommunerne.

- Det er jo en kommunal opgave, der skal løftes her. Og hvis vi går ind og laver en Inatsisartutbeslutning, som Naalakkersuisut står bag, så kan vi forudse at kommunerne har en forventning om, at det er en opgave, som vi går ind og løser finansielt, siger naalakkersuisoq for uddannelse, Palle Christiansen.

Og før han vil hive tegnebogen op, skal det reelle behov klarlægges. Han sigere videre.

- Altså man har jo hørt forskellige steder fra, at der er ledige pladser i nogle institutioner, men at man er lidt langsom om at melde det ind fra daginstitutionerne til kommunerne. Og dermed kan man have en lidt forsinket proces med at få pladserne anvist til de forældre, som måtte ønske det.

Så Naalakkersuisut vil i første omgang have tid til sammen med kommunerne at se om den proces ikke kan speedes op.

- Og når det så er gjort, er der måske nogle steder stadig en rest tilbage på ventelisten. Og så er det vi skal spørge: Hvor mange daginstitutioner og hvor mange pædagoger vil det kræve at få dem passet, så deres forældre kan komme ud på arbejdsmarkedet? lyder det fra Palle Christiansen.

Hans partifælle Andreas Uldum mener dog at kommunerne allerede nu har nok pladser til at kunne leve op til forslaget om en maksimal ventetid:

- Jeg er da fuldt ud overbevist om at kommunerne godt kan leve op til det. Det vil kræve at man kigger institutionerne igennem, for jeg er selv overbevist om, at der er pladser rundt omkring.

Det var under 1. behandlingen onsdag eftermiddag kun Katusseqatigiit Partiiat og Demokraterne selv, der støttede hans forslag.