Landslæge: Vi håber, at vi begynder med at vaccinere meget tidligt i det nye år

En coronavaccine kan snart være klar i Grønland - men vi skal blive ved med at holde afstand og spritte hænder lidt endnu.
Der vil stadig være coronavirus i omløb ude i verden, når en vaccine kommer til Grønland. Derfor forsvinder restriktionerne nok ikke med det samme, forklarer landslægen. Foto © : KNR
14. december 2020 04:43

En vaccine mod corona kan snart være klar. Det sagde den danske sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde i torsdags.

- Den seneste melding fra de eksperter, der godkender vacciner til EU, er, at de vil være klar til en afgørelse om en vaccine om 21 dage - altså 31. december. Kort tid derefter vil vi være klar til at vaccinere de første danskere. Det er nu, at vi skal holde fast, sagde han.

LÆS OGSÅ Sundhedsminister: Alle vil få tilbudt en vaccine mod corona

Alle indbyggere i Danmark, Grønland og Færøerne vil få tilbudt en vaccine mod covid–19 gratis. Og landslæge Henrik L. Hansen håber, at sprøjterne med vaccine kan findes frem i starten af det nye år.

Danmark er delvist lukket ned

Men hvor længe skal der være restriktioner i Grønland, når først man er begyndt at vaccinere folk?

- Det er meget svært at forudse på nuværende tidspunkt. Vi håber, at vi meget tidligt i det nye år kan starte med at vaccinere. Hvor hurtigt og effektivt det vil blive, ved vi ikke. Grønland vil være helt afhængig af, hvordan udviklingen er, der hvor de rejsende kommer fra. Det vil primært være Danmark, lyder det fra Henrik L. Hansen.

Lige nu er coronasituationen i Danmark skidt. Fredag var der 3.075 nye tilfælde, og ventetiden til testcentrene er lang.

69 kommuner er lukket delvist ned, skolebørn bliver undervist hjemmefra, og caféer og restauranter er lukket. Grønland er til sammenligning sluppet billigt.

Der har dog længe været restriktioner på indrejsende, og Selvstyret bønfalder folk om ikke at rejse på juleferie i Danmark. 

LÆS OGSÅ Coronastaben: Det er verdens dårligste idé at rejse til Danmark nu

Nu hvor en vaccine ser ud til at være inden for rækkevidde, betyder det så, at livet hurtigt kan blive normalt igen?

- Nej, det er nok lidt optimistisk at tro. For selvom vi får vaccinen, vil der stadig være udfordringer. Dels ved vi ikke, hvor længe vaccinerne virker. Det vil kunne give betydelige udfordringer, fordi der vil være coronavirus ude i verden længe endnu. Derfor vil der hele tiden være ny risiko for, at coronavirus kommer tilbage, siger Henrik L. Hansen.