Døgnrapport: Mand sigtet for trusler med kniv

En mand i slut 30'erne er blevet sigtet for at true en anden mand med kniv i bymidten af Nuuk.
En mand er blevet sigtet for trusler med kniv natten til onsdag, oplyser vagtchef Malik Olesen. Foto © : KNR / Malik Brøns
06. marts 2024 09:35

Natten til i dag er en mand blevet anholdt og sigtet for at true en anden mand med kniv i midten af Nuuk.

Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Malik Olesen onsdag morgen.

Politiet fik anmeldelsen omkring 02.30, og manden har siden anholdelsen været i politiets varetægt.

- Han er blevet sigtet for at true en anden mand med kniv. Vi skal afhøre ham her til morgen, og så forventer jeg faktisk, at han bliver løsladt her til formiddag, siger Malik Olesen.

Et roligt døgn

Vagtchefen forventer ikke, at der kommer en fremstilling ud af det, men sagen kører videre herfra som en hver anden sag. Derfor er det selvfølgelig en vurdering som politiets jurister skal indover, understreger Malik Olesen.

Udover truslerne har det været et roligt døgn for politiet, fortæller vagtchefen. Det eneste andet er et forsøg på tyveri i en forretning i Ilulissat, men vagtchefen uddyber ikke nærmere.

- Der har været et tyveriforsøg i Ilulissat, men det er ikke noget, der springer i øjnene, så det har været en rolig nat, siger Malik Olesen.