Døgnrapport: Mand forulykket i Nuussuaq bydelen i Nuuk
Lidt efter klokken et onsdag eftermiddag modtog Grønlands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld i Nuussuaq i Nuuk.
Det oplyser torsdagens vagtchef Jeppe Andsager til KNR.
- Ude på stedet får politiet kontakt til føreren, der bliver testet positiv for spiritus, og senere viser det sig, at manden heller ikke har et gyldigt kørekort, siger Jeppe Andsager.
Manden var den eneste involverede i ulykken, og han kom ikke til skade, oplyser politiet.
- Om det er det glatte føre eller spiritus, der har gjort, at manden har mistet herredømmet over bilen er ikke til at sige, fortæller Jeppe Andsager.
Manden er nu sigtet for spirituskørsel og for at køre bil uden et gyldigt kørekort, og nu venter politiet svar på blodprøver, der skal slå helt fast, om der er tale om spirituskørsel og hvor høj en promille manden eventuelt har kørt med.