Døgnrapport: Tre mænd stjal bil og stak af fra politiet

Natten til onsdag forsøgte tre mænd at stikke af fra politiet i en stjålet personbil. To af mændene blev anholdt, efter at bilen forulykkede, og gerningsmændene forsøgte at stikke af fra stedet.
Politiet har i nat anholdt to mænd, efter de forsøgte at stikke af fra politiet i en stjålet personbil. Foto © : KNR / Malik Brøns
13. november 2024 09:10

En 15-årig og en 20-årig blev i nat anholdt, efter de sammen med en tredje ukendt gerningsmand stjal en personbil, flygtede fra politiet i den og forulykkede midt i Nuuk tæt ved Landslægens kontor.

Det fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Andsager onsdag morgen.

Inden bilen forulykkede, blev den set køre på 400-vejen, hvor en patrulje ville standse bilen.

- Det forsøgte politiet ved at aktivere udrykningssignalerne, men føreren af bilen efterkom ikke anvisningerne, men forsøgte i stedet at slippe væk, siger Jeppe Andsager.

Derfor udvikler det sig til en eftersættelse, fortæller vagtchefen.

- Her kører man blandt andet på H.J. Rinksvej, og bilen ender med at forulykke tæt på landslægens kontor, siger Jeppe Andsager.

Kan se frem til flere sigtelser

De tre mænd flygter fra stedet til fods, men politiet får som nævnt fat i de to af dem, og der venter nu mændene flere sigtelser, fortæller vagtchefen.

- Mændene er blandt andet kørt over for rødt, og så er der selve brugstyveriet samt det, at de flygter fra et færdselsuheld, siger Jeppe Andsager.

Sagen efterforskes lige nu videre af politiet, hvor de blandt andet leder efter den tredje gerningsmand, der stadig er på fri fod.