Maliina: Vi tømmer ikke folks lommer

Naalakkersuisoq for Finanser, Maliina Abelsen, afviser blankt Siumuts Aleqa Hammonds påstande om, at Naalakkersuisut med sine forslag til afgiftsforhøjelser tømmer folks lommer, uden at folk får noget igen.
11. november 2011 06:15

- Selv om det aldrig er sjovt at indføre en ny afgift, så sendes pengene tilbage til borgerne i form af blandt andet et bedre sundhedsvæsen, øget førtidsdpension og en styrket indsats for børn og  unge. Det hele handler om en bedre omfordeling af vores fælles midler, understreger Maliina Abelsen.

Hun henviser til at Naalakkersuisuts afgiftsforhøjelser altid tilstræbes at være miljømæssigt eller socialt bæredygtige.

- I forbindelse med finanslovsforslaget for næste år er der stillet forslag om en regulering af reje- og emballageafgifterne, der vil indbringe Landskassen i omegnen af 50 millioner kroner årligt. Indtægter, der er nødvendige for at finansiere velfærdsydelserne, lyder det fra Maliina Abelsen.

Hun tilføjer, at de nye afgifter skyldes Naalakkersuisuts bestræbelser på ikke at øge skattetrykket, samtidig med at Landskassen får stadigt færre indtægter fra afgifterne på alkohol og cigaretter. Og det er jo glædeligt, men regnskabet skal jo altså også gå op, fastslår Maliina Abelsen.