Múte B. Egedes nytårstale: Sundhedsvæsnet, kolonitiden og klimakrisen

Udfordringer på sundhedsområdet, den historiske udredning og de ustadige vejrforhold var temaer i formanden for Naalakkersuisuts nytårstale.
Múte B. Egede var vidt omkring i nytårstalen. Foto © : Naalakkersuisut
01. januar 2023 20:30

Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) kom vidt omkring i sin nytårstale, der var et farvel til 2022 og et spring ind i det nye år, 2023. 

Særligt var fællesskabet og de ældres betydning i samfundet i fokus i nytårstalen.

Med det grønlandske flag i baggrunden og iklædt en hvid anorak startede Múte B. Egede talen med at tale om familie.

- Vi er et folk, hvis værdigrundlag er baseret på familiens sammenhold og det at komme hinanden ved. Derfor håber jeg, at det nye år vil være præget af, at vi alle sikrer et trygt familieliv for vore børn og giver mere støtte til vore ældre, siger Múte B. Egede.

Han fortsatte med at opfordre til, at der bliver sat grænser for børn og unge, når der er behov for det. 

Her understregede han, at grænser kan være positivt.

- Der er behov for, at vi alle er med til at forbedre de forhold, vi lever i, og hævde den respekt overfor voksne og ældre, som i de senere år synes at være gået tilbage.

Derimod fremhævede Múte B. Egede senere i talen, at det er vigtigt at vise taknemlighed over for ældre, for det er dem, der har sørget for os.

- Vi har brug for de ældre – for det er dem, som vi skal lære fra.

High five til sundhedspersonalet

Sundhedsområdet blev et af de helt store emner herhjemme til folketingsvalget, hvor alle partierne var enige om, at sundhedsområdet led alvorligt under personalemangel - og det blev også fremhævet i nytårstalen.

Her lagde Múte B. Egede vægt på de store udfordringer i sundhedsvæsenet og gav en high five til medarbejderne.
- Sundhedspersonalet landet over arbejder dag og nat trods vanskelige arbejdsforhold. Jeg vil særskilt gerne takke personalet i sundhedsvæsenet.

LÆS OGSÅ Partierne erkender: Massive problemer på sundhedsområdet

Samtidig sagde formanden, at Naalakkersuisut er i gang med at sikre bedre forhold i sundhedsvæsenet.

- I det forgangne år har vi gjort en særskilt indsats for at nedbringe ventelister for kræftsyge, siger han.

Uacceptable forhold fra kolonitiden

Selvom vi springer ind i det nye år, er nytåret også en anledning til at se tilbage.

Og vi skal 77 år tilbage i den nye historiske udredning, der skal undersøge forholdet mellem Grønland og Danmark fra 1945 og frem til i dag.

Det var i sommers, at Naalakkersuisut og den danske regering blev enige om, at der skal laves en udredning – som Múte B. Egede også kom ind på i nytårstalen.

- Mange uacceptable forhold fra kolonitiden frem til i dag er kommet frem. Og det er absolut nødvendigt at disse forhold ikke bliver skjult, men kommer frem i lyset, siger han og fortsætter:

- Spiralkampagnen. Eksperimentbørnene. De juridisk faderløse.  Disse er eksempler, som ikke kan accepteres.

Mistet alt for mange liv

Samtidig kom Múte B. Egede også ind på det, han kalder den største udfordring i landet: de alt for mange selvmord.

- Hvert år taber vi for mange mennesker. Det er forbundet med en stor sorg, og det kan ikke accepteres, sagde han.

Men han understregede, at han fortsat har et håb.

Naalakkersuisut skal derfor i tæt samarbejde med de unge arbejde for at ændre tingene radikalt, sagde han.

Stormagternes spil

I løbet af året har verdens øjne været rettet mod Ukraine, der blev invaderet af Rusland tilbage i februar, og som har skabt en international inflation og krise.

Også her i landet kan krisen mærkes, sagde Múte B. Egede. 

- Stormagterne har en stigende interesse over for Arktis, og det er nødvendigt, at vi står sammen som folk.

Klimakrisen mærkes

Også positive ting er sket i løbet af året. Blandt andet fremhævede Múte B. Egede, at landets største industri, fiskeriet, har vind i sejlet. 

Og fiskerne fik rosende ord med på vejen.

- Jeg er meget glad for, at fiskeriet gennem det sidste år har kørt godt, og at det stadig går fremad, sagde han og fortsætter:

- Fiskerne forsøger familierne. Fiskerne får landets økonomi til at køre rundt.

I det nye år skal der arbejdes videre på fiskeriloven og en ”fornuftig” reform, sagde Múte B. Egede.

LÆS OGSÅ Aqqaluaq: Kommissionens betænkning er ikke nok til at lave ny fiskerilov

Men usædvanligt meget regn og ustabile vejrforhold udfordrer fangsten – og den udfordring adresserede landsformanden også.

- Vi har alle mærket konsekvenserne af klimaforandringerne over det seneste år, sagde han.

Det ustadige vejr har også skabt store problemer for trafikken.

- Men det er ikke acceptabelt, at der har været så mange problemer med indenrigstrafikken, sagde Múte B. Egede og forsikrede, at der i 2023 kommer flere krav for at mindske landets mange trafikproblemer.

Og klimakrisen fik da også det sidste ord i nytårstalen, hvor Múte B. Egede sluttede af med at sige, at Naalakkersuisut i samarbejde med resten af verden vil arbejde for at mindske klimaforandringernes påvirkning.