Slædehundesag: Indførslen har før været anmeldt til politiet

De fremmede hunde, som efter sigende er taget med ind i slædehundedistriktet Qeqertarsuaq, blev allerede anmeldt til politiet i december 2017.
KNR har set anmeldelsen og politiets svar på den. Foto © : KNR
Skrevet af Kathrine Kruse
29. oktober 2019 09:22

En sag om fremmede slædehunde i Qeqertarsuaq bliver tilsyneladende ved.

KNR har tidligere fortalt, at Selvstyret anmeldte sagen til politiet i sommer. Men politiet har vurderet, at sagen er forældet og har derfor lukket den.

Men nu viser det sig, at sagen faktisk allerede blev anmeldt til politiet i december 2017.

SAGEN KORT:

Januar 2018:

  • Organisationen for grønlandske hundeslædeførere, KNQK, får besked om en mistanke om, at en fremmed hundeart er kommet ind i slædehundedistriktet. 

Oktober 2018:

  • Offentligheden får kendskab til sagen, da KNQK den 17. oktober udelukker hundeslædeførere fra Qeqertarsuaq og Kangerluk i Avannaata Qimussersua på grund af mistanken.

November 2018:

  • Inatsisartuts udvalg for fiskeri og fangst opfordrer den daværende naalakkersuisoq for fiskeri og fangst til at tage initiativ til, at der laves en test på de mistænkte hunde. Testen var dog allerede taget.

Marts 2019:

  • Fejl forsinker DNA-analyse, der skulle have været klar i januar.

Maj 2019:

  • DNA-undersøgelse er klar - men resultat er hemmeligt.

Juni 2019:

  • Kommune Qeqertalik bekræfter, at kommunen den 25. oktober 2018 har aflivet de mistænkte hunde efter ønske fra ejeren.

Juli 2019:

  • Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst bekræfter, at den involverede borgers retssikkerhed skal sikres, og at sagsbehandlingsprincipperne, der regulerer myndighedernes håndtering af potentielle straffesager, skal overholdes.

Oktober 2019:

  • Politiet dropper efterforskningen, da sagen i givet fald vil være forældet i retten.

- Det er rigtigt, at der har været en henvendelse til politiet i 2017 om nogle hunde, som en borger mente, at man ikke måtte have i Qeqertarsuaq, bekræfter Morten Nielsen, der er chefanklager hos Grønlands Politi.

LÆS OGSÅ Slædehundesag: Politiet dropper efterforskning

KNR har set anmeldelsen og politiets svar på den. 

Politiet kunne dog på det daværende tidspunkt ikke klarlægge om hundene var af anden race end den grønlandske slædehund. Derfor blev en dyrlæge taget i samråd, og her konkluderede dyrlægen på baggrund af nogle billeder, at hundene var grønlandske slædehunde.

- På det her tidspunkt i 2017, der er der altså ikke nogen, der kan sige om det her hunde er slædehunde eller ej. Og før det ligesom bliver klarlagt, så er det ikke en sag for politiet at gå ind i, siger Morten Nielsen.

LÆS OGSÅ Nye påstande: Der er overlevende hvalpe fra de fremmede hunde i Qeqertarsuaq

Politiet valgte derfor ikke at efterforske anmeldelsen fra 2017 yderligere.

Men efter pres fra blandt andet hundeslædeorganisationen tog en dyrlæge i sommeren 2018 prøver af hundene og sendte dem til DNA-analyse. Resultatet af analysen er stadig hemmelig.

- Og DNA-undersøgelserne var klar i juli år. Og som jeg tidligere har nævnt, ligger det klart på det tidspunkt, at en indførsel i givet fald har fundet sted i første halv år af 2017, og derfor er der ikke noget for politiet at foretage sig i denne her sag, siger Morten Nielsen.

LÆS OGSÅ Slædehundesag: Politiet har fået anmeldelse om ulovlig indførsel af hunde

Politiet i Grønland fik af Grønlands Selvstyre i juli i år en anmeldelse om ulovlig indførsel af hunde til Qeqertarsuaq, efter at DNA-analysen forelå klar. Siden har politiet valgt at droppe efterforskningen.

- Det er forældelsesfristen. Reglen i en sag, hvor sanktionen alene bliver spørgsmål om påstand om bøde, så skal politiet have rejst en tiltale eller lavet et bødeforlæg inden to år efter, at den kriminelle handling er begået, siger Morten Nielsen.

- Og eftersom indførslen i givet fald er sket mere end to år resultaterne af DNA-undersøgelsen forelå, så er sagen i givet fald forældet allerede på det tidspunkt, som politiet modtager anmeldelsen på, forklarer Morten Nielsen.

Anmelderen fra 2017 har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.