Lyspunkter i folkesundhedsrapporten

At dømme efter tallene i den nye folkesundhedsrapport er der lang vej endnu når det gælder om at nedbringe antallet af seksuelle overgreb i Grønland.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
30. marts 2016 18:07

Rapporten viser at en tredjedel - eller 32,8 procent - af de 18-29 årige har været udsat for et seksuelt overgreb - nøjagtig samme tal som i 2005.

Selv om tallene er nedslående, så er der også lyspunkter, mener en af forskerne bag rapporten, Christina Viskum Lytken Larsen.

- Når jeg skærer udfordringerne over en kam, det er at der har jo tidligere været en rigtigt højt forbrug af alkohol i Grønland, men det har vi set er faldet rigtigt meget siden 90'erne.

- Derfor ser vi også en tendens til at de børn der er født i 90'erne og fremefter i mindre grad vokser op med alkoholproblemer i hjemmene. Og vi ved også at alkohol i høj grad er knyttet til mange af de her seksuelle overgreb.

- Så selv om tallene er så små at det er svært at sige at udviklingen er vendt, så mener vi - at kombineret med de store indsatser man gør - at det er et lyspunkt.

Christina Larsen mener også at der er lys forude når det gælder selvmord og selvmordstanker. I hvert fald i større byer som Nuuk:

- Vi ved at selvmordstanker hænger rigtig meget sammen med om man har været udsat for overgreb eller er vokset op med alkoholproblemer, der ser vi at i en by som Nuuk hvor der sker rigtig mange ting og hvor der er gode muligheder for uddannelse og bolig og levevilkårene generelt er forbedrede, at der er omfanget af selvmord i fald. Og det er nogle af de ting, som vi overordnet set tænker er lyspunkter.