IA Lovforslag om fiskerilicenser er uklart

Naalakkersuisut ønsker med et nyt lovforslag at overdrage administration og udstedelse af fiskerilicenser til kommunerne, men forslaget er "uklart", mener oppositionen.
02. oktober 2016 13:47

Et lovforslag, der blev fremlagt i denne uge i Inatsisartut, giver Naalakkersuisut mulighed for at overdrage administration og udstedelse af fiskerilicenser til kommunerne.

Med lovforslaget ønsker naalakkersuisut i første omgang at udvikle et it-system, der først og fremmest skal give borgerne en hurtigere betjening i forhold til udstedelsen af licenserne.

Naalakkersuisut anslår, at systemet koster 1,3 millioner kroner at udvikle, og det skal virke sådan, at borgere i fremtiden kan ansøge om fiskerilicens direkte på Sullissivik.gl, Businessingreenland.gl eller gå på borgerservice og få hjælp til det.

Læs også Jollelicenser gælder også for 2016

- Ansøgningen bliver behandlet med det samme, og borgeren vil modtage en licens øjeblikkeligt, hvis betingelserne er opfyldt, hedder det forelæggelsesnotatet til loven.

Lovforslaget er en del af et større arbejde med at lægge flere opgaver ud til kommunerne, som det var hensigten med strukturreformen.

Læs også UD AF NUUK Kielsen: Arbejdet med flytning af opgaver til kommunerne er i fuld gang

Selve sagsbehandlingen af ansøgningerne skal indtil videre forblive i Departementet for fiskeri, fangst og landbrug.

Forslaget støttes af Partii Naleraq samt koalitionspartierne Demokraterne og Siumut:

- Ud fra vores erfaringer, så tager det tit lang tid med at behandle ansøgningerne for fiskerilicenser, og jeg mener at overdragelse af administrationen til kommunen vil være med til at behandle ansøgningerne nemmere og hurtigere for borgerne, siger Karl-Kristian Kruse, Siumut og formand for udvalget for fiskeri, fangst og Landbrug.

Inuit Ataqatigiit støtter grundlæggende forslaget om at flytte ansvaret til kommunerne, men partiet er også kritisk overfor forslaget, fordi sagsbehandlingen indtil videre forbliver i departementet:

- Vi har stillet os kritisk over for uddelegering af dele af ansvarsområdet som kan medføre til længere ventetider, og man har haft dårlig erfaringer med det før, siger Ane Hansen, næstformand i udvalget for Inuit Ataqatigiit.

Forslaget er nu sendt til behandling i fiskeri, fangst og landbrugsudvalget.