Elvis' eneste barn, Lisa Marie Presley, er død i en alder af 54 år.
Det oplyser hendes mor, Priscilla Presley, til magasinet People.
Ifølge magasinet blev Lisa Marie Presley torsdag hastet med ambulance fra sit hjem i Calabasas i Californien til et hospital som følge af et muligt hjertestop.
Blot to dage forinden havde hun været til prisuddelingen Golden Globes med sin mor og skuespilleren Austin Butler, der spiller hovedrollen i filmen "Elvis".
Lisa Marie Presley kom til verden i Memphis, Tennessee, den 1. februar 1968 - præcis ni måneder efter forældrenes bryllup.
Syv år senere blev Elvis fundet død i sit hjem, Graceland, i Memphis. Niårige Lisa Marie var hjemme, da det skete. På det tidspunkt havde hendes forældre været skilt i fire år.
Lisa Marie Presley levede et liv med megen tumult og stjernestøv.
Hun forsøgte at gå i sin fars fodspor som musiker og opnåede nogen succes og udgav i alt fire albums.
Hun blev gift og skilt fire gange, blandt andet havde hun 21 måneders ægteskab med den afdøde popstjerne Michael Jackson.
I 2020 mistede Lisa Marie Presley en søn, som begik selvmord. Hun efterlader sig i dag tre børn fra to ægteskaber.