LGBT-leder glæder sig til kirkebryllup
- Vi er fulde af respekt for vores politikere, kirken i Grønland og medborgerne, der gennem de seneste år har udtrykt deres positive opbakning og udvist en stærk integritet.
- Det er opløftende at se, at vores land indgår i den globale udvikling, der i stigende grad støtter op omkring ligestillede muligheder, siger Ivalu Rosing til KNR.
Hun mener, at det er en stor anerkendelse af homoseksuelle, at de nu - som kristne - kan blive gift i en kirke, som andre heteroseksuelle mennesker gør.
- Den kristne tro og dens værdier er også en essentiel del af vores kulturelle identitet. Og det er glædeligt, at vi, som er døbt og konfirmeret i den kristne tro, måske før vi virkelig vidste, hvem vi er, nu også kan tage del i de næste af livets faser.
Læs også VIDEO Nemmere at være kvindelig homoseksuel
Ivalu Rosing er glad for, at hun som andre homoseksuelle par nu kan blive gift i en kirke. Hun fortæller, at tankerne om at blive gift i hvert fald er til stede.
- Jeg har en kæreste gennem mange år, som jeg regner med at blive gift med. Jeg synes det er fedt, at vi nu kan vælge at blive gift i kirken, så må vi se, hvilken det bliver, siger fungerende leder i LGBT Qaamaneq, Ivalu Rosing.
Loven træder i kraft den 1. april, hvorefter homoseksuelle også kan vies i kirken.