Lavere skat og højere husleje på vej

Det er i eftermiddag at Naalakkersuisut og Inatsisartut tager hul på behandlingen af Skatte- og Velfærdskommissionens anbefalinger.
10. november 2011 11:25

Der er fra Naalakkersuisuts side lagt op til store reformer over hele linien. Skatten skal ned, borgernes indkomster skal under administration, og pensionsalderen skal hæves, lyder blot nogle af forslagene.

Det var i marts måned at Skatte- og Velfærdskommissionen fremlagde sin betænkning med anbefalinger til hvordan Grønland sikrer og videreudvikler velfærdssamfundet.

De skitserede to veje at gå. Enten kunne vi vælge den aktive eller den passive strategi. Den passive betyder mere eller mindre at lægge hænderne i skødet og skære ned og regulere skatter efter landskassens løbende behov. Den aktive, derimod, som Naalakkersuisut vil forfølge, vil tage skridt til at mindske de sociale, uddannelses- og fordelingsmæssige problemer med henblik på at gøre flere selvforsørgende.

Med bibelsk symbolik har Naalakkersuisut tematiseret sine ønskede tiltag i syv søjler: Børn og unge, uddannelse, anlægsområdet, skat o.s.v.

Og netop på skatteområdet kommer der til at ske store ændringer, hvis Naalakkersuisut får sin vilje. Skatten på arbejde bliver sænket. Men samtidig vil de undtagelser, huller og fradragsmuligheder som er i systemet nu, og som primært kommer de rigeste til gode, blive fjernet.

Men hvor indkomstskatten vil falde, vil huslejerne stige. Priserne skal nemlig være kostægte. Til gengæld kan folk med ejerboliger se frem til en boligskat.

Naalakkersuisut har også i sinde at sætte borgerne under administration. Idéen er at folks indkomster ryger ind på en såkaldte Kiffaq-konto, hvor skat, husleje og andre udgifter bliver trukket fra, og først derefter får man lov til selv at disponere over resten af sine penge. På den måde håber man at komme de store offentlige restancer til livs.

En anden tvungen ordning, som Naalakkersuisut slår et slag for, er pensionsopsparing. Det skal ikke længere være frivilligt, om man vil sætte penge til side til alderdommen. Og den - altså alderdommen - bliver på sin vis også rykket på. Der er nemlig også forslag om at hæve pensionsalderen i takt med levetidsalderen. Til gengæld er planen også at bygge flere og nye ældreboliger, ligesom de studerende kan glæde sig over udsigten til flere kollegier.

Naalakkersuisut vil også have systemet for sociale ydelser ændret. De vil gøre op med det store omfang af passiv forsørgelse. Førtidspensionister skal så vidt muligt tilbage på arbejdsmarkedet og er man for eksempel misbruger skal man i stedet for førtidspension i behandling.

Disse punkter og mange flere er i dag på dagsordenen i Inatsisartut, hvor hele mødedagen er sat af til at diskutere Naalakkersuisuts forslag.