Tele-Post: Langsomt internet i flere uger i Sydgrønland

Opdateret kl.13.30: TelePost oplyser at de stadig leder efter et kabelskib, der kan igangsætte reparationen af det skadede søkabel. Der er ikke et anvendeligt skib i nærheden af Grønland, da de alle er optaget af andet arbejde, fortæller TelePost fredag.
28. december 2018 06:51

Et brud på søkablet mellem Sydgrønland og Island kan tage mellem tre til fem uger at få repareret, oplyser Tele-Post. Det vil betyde langsommere internet, særligt i Sydgrønland, i den kommende tid.

Indbyggere i specielt Sydgrønland må således væbne sig med tålmodighed, når de vil på internettet den kommende tid. Også telefoni, tv- og radioforbindelser kan have ustabile forbindelser, oplyser Tele-Post.

Torsdag morgen ved 6.30-tiden blev der konstateret et brud på søkablet omkring 625 kilometer syd for Nuuk. Bruddet er sket på 3000 meter, altså tre kilometers dybde.

Reperation vil kræve et kabelskib samt teknikere, som man forsøger at finde for at igangsætte udbedring af skaden.

LÆS OGSÅ Søkabelbrud til Island giver internetproblemer

Men på grund af den store dybde, som bruddet er sket på, vil det tage flere uger at få kablet op og repareret, oplyser Tele Post.

- Forholdene kan desværre betyde en reparationstid på forventet 3-5 uger. Hele landet må forberede sig på en lidt langsommere internetforbindelse i perioden. Særligt Sydgrønland kan få mærkbart langsommere internet, til kablet kan repareres igen, skriver TelePost i en pressemeddelelse.

Det er dog stadig muligt at gå på internettet for indbyggere i Sydgrønland – dog med langsommere forbindelse. Det skyldes, at data nu bliver hentet gennem et netværk fra nord med mindre kapacitet uden det sydgående søkabel, oplyser Tele Post.

LÆS OGSÅ Nu har hele Grønland 4G

Dog vil internetkunder hos Nanoq Media opleve ikke at have internet. Det skyldes, at selskabet har en aftale med TELE-Post om kun at få internetadgang via søkablet til Island og ikke det nordgående søkabel fra Amerika.

- Vores teknikere arbejder også på at finde en særlig løsning, som kan give internet igen til disse kunder hos Nanoq Media, oplyser Tele-Post i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Upernavik får hurtigere internet