Søkabelbrud til Island giver internetproblemer

Grønland er i dag ramt af problemer med internettet. Det fortæller TelePost´s kommunikationsmedarbejder Paarnaq Hansen.
Foto © : Simon Uldum / Arkiv
Skrevet af Karsten Sommer
27. december 2018 11:24

- Problemet er at vi har netværksbrud til søkablet til Island. Derfor oplever kunderne i dag vanskeligheder med internetforbindelsen, fortæller hun.

På grund af bruddet på søkablet til Island går al internettrafik derfor lige nu via søkablet til New York. Det giver langsommere internet, og de kunder, der har internet via Nanoq Media har ekstra problemer.

Den største konkvens er for internetkunderne hos Nanoq Media. Deres internetprodukt går gennem Island, og derfor har deres kunder slet ingen internetforbindelse. Til gengæld er deres TV-signal ikke påvirket.

- Derudover oplevet kunderne i Sydgrønland at de har meget langsomt internet, fordi deres forbindelser nu går gennem radiokæden. Og resten af landet vil også opleve langsomt internet, fortæller Paarnaq Hansen.

Og Tele-Post er i fuld gang med at prøve at løse problemerne.

- Vores teknikere er godt igang med at finde fejlen på søkablet, og så snart det er sket, vil de gå i gang med at reparere det. Hvis kunderne vil følge med i udviklingen kan de gå ind på telepost.gl, hvor driftinformationen løbende vil opdatere hvor godt - eller skidt - det går med afhjælpning af problemerne, slutter en forsigtigt optimistisk Paarnaq Hansen.