Landstræner: Spillerne skal være i bedre fysisk form

Der skal laves et nyt landshold i udendørs fodbold. Landstræner Morten Rutkjær udtager en bruttotrup i næste måned.
Fodbold GM
Landsholdsspillere skal være i bedre fysisk form, siger landtræner Morten Rutkjær Foto © : Lars Jørgen Petersen
Skrevet af Noah Mølgaard
16. september 2020 10:30

Der skal laves et nyt landshold i udendørs fodbold. Derfor har landstræner Morten Rutkjær været på rundrejse i flere byer i Grønland i august, hvor han har set mange spillere.

Der blev også tid til samtaler med forskellige trænere. Nu kigger han i sin notesbog og danner sig et overblik over de mange indtryk, han har samlet.

- Jeg synes, at niveauet på spillerne er rigtig godt, når man tager udgangspunkt i, at der ikke har været GM. Kunstgræsbanerne og rammerne for udendørsfodbold er også rigtig gode, siger Morten Rutkjær til KNR.

LÆS OGSÅ KAK får ny landstræner til fodboldlandsholdet

Han har dog en løftet pegefinger, når snakken falder på spillernes fysiske form: Der skal trænes hårdt.

- Jeg synes ikke, at det er optimalt, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil gerne præge grønlandsk fodbold i den retning, at landsholdsspillere kommer i meget bedre fysisk forfatning, siger Morten Rutkjær.

- Spillerne har ikke haft noget at se frem til fordi, at GM blev aflyst, og der har heller ikke været noget landshold, der trænede. Det er min opgave sammen med landsholdsteamet at få lavet nogle rammer for landsholdsspillere, så de træner bedre og træner hårdere, siger Morten Rutkjær.

LÆS OGSÅ Skæbnemøde: Island Games 2021 kan blive aflyst

Han er i kontakt med klubber og trænere, der har kontakt til spillere, der bor i Danmark eller andre steder. 

- Jeg vil udtage en stor bruttotrup i oktober bestående af spillere, der er aktuelle til et landshold. Truppen vil senere blive skåret ned til 20-22 spillere, slutter Morten Rutkjær.