Landslægeembedet om abekopper: Ingen grund til frygt

Prævention og vask ved høje temperaturer kan forebygge abekopper, siger læge i Landslægeembedet Paneeraq Noahsen.
Ifølge Paneeraq Noahsen er der ingen grund til at frygte abekopper i Grønland. Foto © : KNR
26. juli 2022 07:12

Abekopper har fået verdens opmærksomhed. Især efter at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) søndag erklærede udbruddet af abekopper for en global sundhedskrise, som er organisationens højeste alarmberedskab.

Der er indtil videre indberettet over 14.000 tilfælde af abekopper fra 71 lande, og fem mennesker er ifølge WHO døde af sygdommen. Der har endnu ikke været tilfælde af abekopper i Grønland.

Abekopper

- WHO erklærede søndag abekopper for en global sundhedskrise.

- Det sker efter, at flere lande har meldt om stigning af smitte med abekopper.

- Der er indtil videre indberettet over 14.000 tilfælde af abekopper fra 71 lande.

- Der er endnu ingen eksempler på abekopper i Grønland.

- Abekopper har været kendt i Afrika i mange år, mens det kun sjældent har været set i Europa.

Kilde: Statens Serum Institut

Og der er heller ingen grund til at frygte, at abekopper kommer til at udgøre en trussel herhjemme.

Det siger læge i Landslægeembedet Paneeraq Noahsen.

- Abekopper er ikke særlig farligt eller smitsomt. Langt de fleste menneske kommer sig efter sygdommen af sig selv og har ikke brug for sundhedsvæsenets hjælp. Det klarer immunsystemet selv. Så det er ikke noget, der bekymrer os heroppe, siger Paneeraq Noahsen.

I WHO's ekspertgruppe er der uenighed om, hvorvidt udbruddet skal betegnes som en global sundhedskrise. Og selvom der er flere tilfælde af dødsfald med abekopper, tager Landslægeembedet det roligt.

- Det er meget få, der er døde af sygdommen, og det formodes, at de har været immundefekte. Hos langt de fleste går sygdommen over af sig selv, siger Paneeraq Noahsen.

Vigtigt at forebygge smitte

Ovenpå en sommer med genåbnede festivaler og flere rejser er der mulighed for, at abekopper gør sit indtog i Grønland, vurderer Paneeraq Noahsen.

Sygdommen smitter ved tæt kontakt som eksempelvis under sex, eller hvis man deler håndklæder og lignende med en smittet.

LÆS OGSÅ WHO erklærer abekopper en global sundhedskrise

De typiske symptomer på abekopper er udslæt med blærer, feber og kulderystelser, og sygdommen varer typisk to til fire uger. 

- Hygiejne og sikker sex er den bedste måde at forebygge smitten på. Og hvis man mener, at man har fået det, og har symptomer, så skal man isolere sig selv, ligesom når man har corona, siger lægen.

Ifølge Paneeraq Noahsen er der set værre sygdomme i Grønland end abekopper. Derfor udgør sygdommen ikke en trussel mod sundhedsvæsenet. 

Og efter coronapandemien er sundhedsvæsenet forberedt på smitsomme sygdomme.

- Strategien er, at man forebygger smitte ligesom alle andre. Og vi forventer ikke, at der vil komme massive indlæggelser i sundhedsvæsenet med abekopper, fordi den ikke smitter så nemt. Også fordi den ikke er så farlig, siger Paneeraq Noahsen.