Landslæge: Vi skal undgå at lukke landet ned igen

Hold afstand, sprit dine hænder af og forbered dig på at bruge mundbind. Og vær tålmodig. Det er oplægget fra landslægen. 
Der er stadig ingen nye smittede i Grønland. Faktisk har der kun været en enkelt smittet i Nanortalik i løbet af sommeren. Alligevel er der ingen slutdato sat på, hvor længe vi skal leve med coronareglerne.  Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
21. august 2020 17:35

Der kan blive indført fem dages karantæne efter indrejse igen. Måske skal vi begynde at bruge mundbind som i mange andre lande. Og så er der ingen, der ved, hvor længe forsamlingsforbud og de andre coronaregler vil vare. 

Det sagde landslægen og naalakkersuisoq for sundhed fredag eftermiddag.

Regler for forsamlinger

 

Ind til 31. januar 2021 må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.

 

Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:

 

"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."

Her præsenterede Henrik L. Hansen og Anna Wangenheim (D) en revurderet coronastrategi for Grønland.  

LÆS OGSÅ Landslæge: Coronaregler fortsætter langt ind i 2021

Der er stadig ingen nye smittede i Grønland. Faktisk har der kun været en enkelt smittet i Nanortalik i løbet af sommeren. Alligevel er der ingen slutdato sat på, hvor længe vi skal leve med coronareglerne

- Vores overordnede mål er at undgå coronarelaterede dødsfald, hvis det er muligt, siger landslæge Henrik L. Hansen.

- Vi vil gerne opretholde, at samfundet fungerer, og børn og unge skal i skole. Det er meget dyrt for et land, når et samfund lukker ned. Vi skal undgå at føle os presset til at lukke en by som Nuuk ned igen.

Og så gentog han for måske 117. gang, hvad vi skal gøre for at forebygge:

  • Hold afstand
  • God hygiejne
  • Blive hjemme ved sygdom
  • Lade sig teste for Covid-19 ved symptomer
  • Brug af ansigtsmasker i tilfælde af, det anbefales af myndighederne

Som det er nu, skal man kun bære mundbind på flyet til Grønland. Men: 

- Hvis der bliver krav om mundbind, så vær forberedt, siger naalakkersuisoq Anna Wangenheim.

LÆS OGSÅ Hvem må hvad? - Nu er der vejledning til coronareglerne

Men hvor længe skal det blive ved på den måde?

Det er der ingen, der kan svare på. Ifølge landslægen kan strategien komme til at gælde ”langt ind i 2021” – men han vil ikke vurdere, hvor langt ind i 2021.

- Vores anbefalinger til Naalakkersuisut kan ændre sig og dermed kan strategien ændre sig. Det giver ikke mening at snakke om, hvor længe alting skal vare. Vi skal vænne os til at tænke, at det her kommer til at tage lang tid, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Fordele og ulemper 

Ifølge landslægen er Grønland i en gunstig situation. Alle, der kommer ind i landet med fly kan kontrolleres, som de bliver i dag, hvor det kun er muligt at komme ombord på flyet til Kangerlussuaq med en negativ coronatest i bagagen. 

En hel by kan nemt og hurtigt isoleres, og så kan man regulere færdsel mellem byerne, som især foregår med fly. 

Men der er også ulemper: For begynder cornasmitte at brede sig langt væk fra sundhedscentrene, kan det blive slemt. 

LÆS OGSÅ Efter massiv kritik: Nu kommer der en vejledning til coronaregler

- Der kan komme til at gå noget tid, før vi opdager smitten og griber ind, hvis det sker i en bygd. Vi vil ofte blive meget forsinkede, for der er store problemer med transport, siger Henrik L. Hansen.

- I marts og april foregik det hele i Nuuk. Men hvis der sker et udbrud langt væk, bliver det hele meget vanskeligt. For der er også noget med boligforhold: I Nuuk bor der 1,1 per rum, så der er god plads. Andre steder bor der væsentligt flere mennesker i en bolig. Det medfører hurtig smittespredning, og hvis smitten bliver spredt i sådan et område, er der ikke stor kapacitet, siger han.

14 har været coronasmittede i Grønland. Ingen af dem har været indlagt på sygehuset, og alle er raske igen.