Landslæge: Coronaregler fortsætter langt ind i 2021

I Grønland er der ingen smittede. Alligevel risikerer for eksempel regler for forsamlinger at fortsætte ”langt ind i 2021”.
I Danmark kryber antallet af smittede opad. Det samme sker i for eksempel Belgien og Spanien og flere andre steder i verden. Foto © : Scanpix
17. august 2020 17:07

Hvis vi var begyndt at glæde os til at stå rigtig tæt til en koncert med en masse andre, er der fare for at blive skuffet nu. 

Coronareglerne kommer nemlig til at fortsætte langt ind i 2021, som det ser ud nu.

Det siger landslæge Henrik L. Hansen på et pressemøde i Formandens Departement i Naalakkersuisut mandag eftermiddag. 

LÆS OGSÅ Kim Kielsen søger ly under Grundloven i forsvar for Siumuts landsmøde

- Nu sidder vi faktisk og arbejder langt ind i 2021, fordi vi ved, at sådan vil det være. Og hvis man ser på det globalt, står det også klart, at det her ikke er på vej til at forsvinde. Det stiger overalt i verden, sådan som det udvikler sig nu, siger landslægen om coronakrisen.

I Grønland er der ingen smittede. Og som det er nu, må man kun samle sig max 100 mennesker indenfor og 250 udenfor - og det kan fortsætte ”langt ind i 2021”. 

Busser og biografer

På den måde kan restauranter, barer og caféer muligvis se frem til stadig kun at lukke halvdelen af de gæster ind, som lokalerne er godkendt til af brandmyndighederne. Det samme gælder for biografer, svømmehaller, biblioteker og andre fritidstilbud. 

Restriktioner på rejser kan fortsætte, og busserne skal også blive ved med kun tage så mange passagerer med, som der er siddepladser til. Og så er der den del af bekendtgørelsen, som har skabt en masse ballade og kritik fra organisationer og foreninger i den sidste måneds tid: at man ikke må rejse til en anden kommune for at deltage i et arrangement, som kræver tilmelding – medmindre man er politiker, for så må man godt. 

LÆS OGSÅ Kielsen forsvarer sig mod kras kritik over coronaregler: Jeg bliver siddende!

Det er i hvert fald en del af de coronaregler, som gradvist er blevet skrevet i bekendtgørelser siden foråret – og som tilsyneladende ikke bliver annulleret lige med det samme. 

- Grunden til, at vi nu har lavet endnu en strategi er, at vi står i en situation, hvor vi må indse at det her det bliver langvarigt. I begyndelsen, da vi rodede med covid 19, der var vi i tvivl om, hvor længe det kommer til at vare, siger landslæge Henrik L Hansen. 

Smittetal stiger i verden

I Danmark kryber antallet af smittede opad. Det samme sker i for eksempel Belgien og Spanien og flere andre steder i verden. Derfor skal folk blive ved med at spritte hænder og holde afstand – og indstille sig på, at coronareglerne er kommet for at blive en tid endnu:

- For hvad er det vi gerne vil opnå? For det første vil vi gerne opnå, at der ikke er en masse, som dør i Grønland af coronavirus. Vi vil også gerne undgå, at en helt masse bliver syge og får langvarige mén. 

- Vi vil også gerne undgå, at skoler og erhvervsliv lukker ned. Og vi ved, at hvis man først begynder at lukke ned rigtigt, så er det rigtig dyrt for samfundet. Alt går i stå, siger Henrik L. Hansen.